Case Competition på læseplanen

Den 9. oktober blev Arts-initiativet Case Competition STAY RELEVANT skudt i gang i de rå rammer på Eventspace Katrinebjerg. To af IKK’s undervisere fortæller her om, hvorfor de har valgt at integrere arrangementet i deres undervisning.

23.10.2017 | Helle Breth Klausen

Konkurrencen, der er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Design denmark, havde sat 180 studerende stævne for at løse en række design- og erhvervsvirksomheders aktuelle udfordringer og problemstillinger. Og udbyttet skulle gå begge veje – til gavn for både virksomhederne og undervisningen.

Udfordringen er at få teori og praksis til at spille sammen

De 180 deltagende studerende var fordelt på flere fagligheder og hold, og bag dem stod undervisere fra både IKK og IKS. En af dem var adjunkt i Æstetik og Kultur og underviser i tilvalgsfaget Æstetisk Kommunikation Jan Løhmann Stephensen, der lod konkurrencen være en indbygget del af undervisningen – noget, der skulle vise sig både at være interessant og udfordrende:

”Det er interessant at give de studerende mulighed for at anvende den kunnen og de kompetencer, de i løbet af årene opøver, i en anden kontekst end den universitære. Ligesom med al praksis er det dog en stor udfordring efterfølgende at få foldet det tilbage ind i de teoretiske rammer. Men de studerende oplever, at de kan noget meget konkret – også selv om de ikke lige kan knytte det til bestemte tekster eller teoridannelser. Og så oplever de, at de er blevet dygtigere til at sætte sig ind i nye emner, fænomener og problemstillinger og i forlængelse heraf kan finde den nødvendige viden til at komme med løsningsforslag.”

Også underviser i HUM-faget Markedskommunikation i et æstetisk, retorisk og digitalt perspektiv Martin M. Meyer oplever, at det har været udfordrende, men givtigt at skrive Case Competition på læseplanen:

”De studerende har haft mulighed for i praksis at løse virksomhedernes caseudfordringer med brug af de teoretisk baserede æstetiske, retoriske og digitale brandingstrategier, de er blevet præsenteret for i undervisningen. Det overordnede læringsformål med STAY RELEVANT-deltagelsen har således været at få de studerende til at få øje på ’den gode idé’, omsætte den til praksis med brug af læringsværktøjer fra undervisningen (tilsat fantasi) og præsentere i et skarpt format for en række kompetente fagpersoner fra erhvervslivet – en kreativ opgavetype, der i høj grad minder om den, mange af de studerende vil stifte bekendtskab med som færdiguddannede.”

Studerende fra både Jans og Martins fag leverede en sammenhængende, digital salgsstrategi for virksomheden FurBazaar, som af dommerpanelet blev fundet lige dele originalt og aktuelt, og som derfor kom på andenpladsen. Gruppen er repræsenteret i sidste del af konkurrencen, som er en erhvervskonference den 30. november.

Om Case Competition STAY RELEVANT - en konkurrence i tre faser

Konkurrencen afvikles i tre faser, hvoraf de to første er afholdt. Første fase bestod af en 24 timers sprint-session fra d. 9. til d. 10. oktober, hvor de studerende – bevæbnet med et ta’-selv-bord af forfriskninger undervejs og faglig støtte fra en række designmentorer – skulle give deres bud på en løsning til en række virksomheders problemstillinger. To dage senere, d. 11. oktober, præsenterede 36 tværfagligt sammensatte teams på kreativ Pecha Kucha-vis deres løsninger for et dommerpanel bestående af fremtrædende designtænkere og strategiske forretningsudviklere, og her blev et vinderteam kåret. Tredje fase ligger d. 30. november i år, og her skal det vindende team pitche deres løsningsforslag på Business by Designs erhvervskonference i Turbinehallen.

 

Medarbejdere
15210 / i29