Ledelsen på Det Nationale Center for Fremmedsprog Vest (NCFF Vest) er nu på plads

Det team, der skal udgøre det Nationale Center for Fremmedsprog (NCFF) Vest er nu helt på plads. Den 15. september tiltræder Hanne Wacher Kjærgaard som centerleder, og Ana Kanareva-Dimitrovska som centerkoordinator.

28.08.2018 | Astrid Rørdam Svane

Hanne Wacher Kjærgaard (Foto: VIA University College)

Ana Kanareva-Dimitrovska (Foto: Ekaterina Mandova)

Hanne Wacher Kjærgaard kommer fra en stilling ved VIA University College som lektor og programkoordinator ved VIA Efter- og videreuddannelse og har været tilknyttet forskningscentrene VIA Læring & IT, hvor hun har koordineret program for netbaseret uddannelse, samt VIA Læring & Undervisning, hvor hun har været tilknyttet programmet Sprogpædagogisk Praksis.

Om den nye stilling som centerleder ved NCFF Vest siger hun:

-"Fremmedsprog er vigtige i en globaliseret verden og hjælper os til både at forstå os selv og hinanden samt til at interagere med andre. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at bidrage til at fremme interessen og motivationen for fremmedsprog gennem min viden, min erfaring og mine kompetencer, og jeg ser frem til at samarbejde med uddannelsesinstitutioner både horisontalt og vertikalt i uddannelsessystemet og med kommuner, regioner og erhvervsliv."

Gennem mange års erfaring med ansættelser på gymnasium og hf, læreruddannelse, universitet samt arbejde med projekter på grundskoler, gymnasier (såvel stx som htx) og erhvervsuddannelser har Hanne Wacher Kjærgaard en bred baggrund og et indgående kendskab til uddannelsessystemet, både på langs og tværs.

Foruden mange års arbejde med læreruddannelse spænder Hannes arbejde med efter- og videreuddannelse over både folkeskole og gymnasium. Hun har desuden haft adskillige tillidsposter forskellige steder i uddannelsessektoren, bl.a. som beskikket censor i engelsk både på universiteterne, på læreruddannelserne og ved skriftlig studentereksamen.

Fra 2010-2015 var Hanne Wacher Kjærgaard leder af videncentret Center for E-læring og Medier, VIA, og i 2018 færdiggjorde hun sin ph.d. fra Aarhus Universitet med projekttitlen It-medieret, interaktiv skriftlig feedback i engelskundervisningen.

Ana Kanareva-Dimitrovska er ph.d. i fremmedsprogsdidaktik fra Aarhus Universitet med særlig fokus på interkulturelle kompetencer, technology-mediated language learning og fransk. Som centerkoordinator skal Ana arbejde tæt sammen med Hanne om centrets centrale opgaver. Samtidig fortsætter hun som projektleder ved European Centre for Modern Languages, Kontaktpunkt Danmark, når ECML indlejres i NCFF Vest.

Ana Kanareva-Dimitrovskas forsknings- og udviklingsområder omfatter blandt andet fremmedsprogsdidaktik, interkulturelle kommunikative kompetencer, fransk som fremmedsprog samt blended learning. Ana har undervist i fransk og italiensk på grundskole-, gymnasie- og universitetsniveau, såvel nationalt som internationalt. Ligeledes har hun erfaring med efteruddannelse.

Om den nye stilling som centerkoordinator ved Det Nationale Center for Fremmedsprog Vest siger Ana Kanareva-Dimitrovska:

-"Vi har nu en unik mulighed for at gøre en forskel med fremmedsprogene i Danmark. Jeg glæder mig rigtigt meget til at arbejde for og bidrage til at styrke kvaliteten i fremmedsprogsundervisningen helt fra grundskoleniveau, gøre uddannelserne i fremmedsprog endnu mere attraktive og udbrede den nyeste viden om fremmedsprogslæringen."

Siden 2012 har Ana Kanareva-Dimitrovska ledet forskellige internationale telekollaborationsprojekter ved Aarhus Universitet med fokus på anvendelse af digitale redskaber i sprog- og kulturundervisning. Hun tiltræder således stillingen med et stort internationalt og nationalt netværk.


Det Nationale Center for Fremmedsprog består af to regionale enheder øst og vest for Storebælt. Centret er oprettet som led i regeringens Strategi for Styrkelse af Fremmedsprog i Uddannelsessystemet og har til opgave at løfte sprogområdet i uddannelsessystemet ved bl.a. at formidle resultater fra forsknings-, forsøgs- og udviklingsarbejde, udvikle og udbyde efteruddannelsesforløb for sproglærere, gennemføre kvalitetsudviklingstiltag inden for fagdidaktik og understøtte initiativer og samarbejder, der fremmer elevers og studerendes sprogkundskaber og lyst til at lære sprog.

Foruden en centerleder og en centerkoordinator består Det Nationale Center for Fremmedsprog Vest af to AC-fuldmægtige.

Medarbejdere
15210 / i29