Digital humaniora: Tore Rye Andersen, lektor i litteraturhistorie og leder af Center for Litteratur Mellem Medier

Tore Rye Andersen mener, at digital humaniora er et værdifuldt supplement, der giver et udvidet råderum for forskningen. Ved entydigt at fokusere på de aspekter, der er tilgængelige digitalt, risikerer man dog at udgrænse nogle af de områder og menneskelige interaktioner, vi traditionelt har beskæftiget os med på humaniora, og som ikke så let lader sig digitalisere.

22.05.2017 | Johanne Vejrup Nielsen

Hvad betyder ”digital humaniora” for dig?

- Digitalisering har inden for relativt kort tid medført store forandringer i mit genstandsfelt, som er litteraturen og den litterære kultur. Og disse forandringer kalder på udviklingen af nogle nye forskningsmæssige tilgange.

- Jeg er leder af forskningscenteret Litteratur Mellem Medier med 20 forskere fra forskellige discipliner på fakultetet, hvor vi undersøger, hvad der sker med litteraturen i lyset af de aktuelle medieforandringer, ikke mindst digitaliseringen. Sociale medier har fx givet læsere langt større muligheder for at interagere med hinanden og en lettere adgang til forfatterne. Og læsernes brug af og interaktion med litteraturen, som førhen var svær at dokumentere, efterlader pludselig en række digitale fodspor online, som giver os forskere et værdifuldt indblik i litteraturens status og funktion i et større mediebillede.

- Den digitale udvikling giver den humanistiske forskning nye redskaber, som jeg synes, vi skal byde velkommen. De giver os adgang til store mængder data og tillader os at se nogle mønstre, vi ikke kunne få øje på før. Denne udvidelse af vores handlerum skaber nogle spændende muligheder for at stille nye spørgsmål til stoffet, som vi kun kan være taknemmelige for, men jeg mener samtidig, at det er vigtigt at besinde sig på, at digital humaniora, big data osv. har nogle begrænsninger, som man er nødt til at spørge kritisk ind til.

Hvilke begrænsninger er det for eksempel?

- Man støder ofte på forestillingen om, at størstedelen af vores genstandsfelt inden længe vil være digitaliseret. Men der er stadig et stort korpus af tekster, der ikke er digitaliseret, og der findes en lang række værker og andre kulturelle genstande, som på grund af deres materielle beskaffenhed og taktile kvaliteter vanskeligt lader sig omsætte til ettaller og nuller. Desuden er der masser af menneskelige interaktioner, som finder sted uden for det digitale rum, men som stadig udgør en vigtig del af den litterære kultur. Hvordan digitaliserer man fx en læsekreds? Eller en digtoplæsning? Sådanne arrangementer boomer i de her år, så digitaliseringen har ikke fuldstændig omkalfatret alting.

- Lige nu er jeg sammen med en kollega fra Litteratur Mellem Medier ved at skrive en artikel om den norske webserie Skam, hvor vi bl.a. analyserer den rige deltagelseskultur, som udspiller sig omkring serien. Meget af den finder sted i Facebookgrupper eller på hjemmesiden, hvor serien bliver distribueret, og digitale medier giver os som forskere nem adgang til seernes mangfoldige udvekslinger. Samtidig skal vi ikke gøre os nogen illusioner om, at vores analyser af sådanne online-interaktioner siger alt, hvad der er at sige om deltagelseskulturen omkring Skam. Der er også folk, der mødes fredag aften og ser afsnittene sammen eller holder Skam-marathons. De fysiske møder arrangeres ofte via digitale medier, men finder sted i det fysiske rum, så de to sfærer supplerer hinanden.

- Et andet eksempel er et teaterstykke. Manuskriptet kan være tilgængeligt digitalt, og man kan måske tilgå videooptagelser af forskellige opsætninger. Men den totale oplevelse finder sted i et langt større rum, hvor publikums placering samt akustikken og lyssætningen bidrager til at rammesætte stykket på en bestemt måde. Sådanne aspekter er også en vigtig del af humanioras genstandsfelt og har altid været det, og hvis man fra institutionelt hold satser for massivt og entydigt på digital humaniora, risikerer man at udgrænse interessen for sådanne materielle, sensoriske og kontekstuelle vilkår og udpege visse forskningsområder som mindre vigtige.

Hvilke konsekvenser har det for forskning og undervisning?

- Det, som man risikerer – og som jeg håber, ikke kommer til at ske – er at skabe et digitalt A-hold og et analogt B-hold. Internationalt har forskningsprojekter med indlejrede digital humanities-elementer aktuelt en større chance for at få en bevilling. Denne tendens vidner om, at der er opstået et spændende, nyt forskningsfelt, som det er værd at investere i. Men hvis vi på AU internt reproducerer den logik og fx øremærker store forskningspuljer til projekter inden for digital humaniora, kan det måske bidrage til at delegitimere andre områder af humanvidenskaben. Det ville for mig at se være en uheldig konsekvens.

- Derfor er det vigtigt, at den digitale satsning ikke udelukkende udspringer fra centralt hold, men at man tager diskussionen i de enkelte fagmiljøer, og at den enkelte forsker afgør med sig selv, om det digitale giver mening i forhold til hans eller hendes forskningsfelt. For nogle vil det i høj grad være tilfældet, mens digitale værktøjer for andre vil være knap så frugtbare.

- I undervisningen er det vigtigt at lære de studerende at bruge nye medier og redskaber (fx big data) på en fornuftig måde, for vi vil i stigende grad se, at det bliver en del af den hverdag, de skal ud og agere i. Lige så vigtigt er det imidlertid, at vi indgiver de studerende evnen til at tænke kritisk over, hvad de her nye værktøjer kan bibringe.

- Det digitale giver uanede muligheder, fx adgang til enorme mængder tekst. Men man skal minde sig selv og de studerende om, at de data, man har adgang til, ikke er neutrale. Der kan være forskellige politiske og økonomiske interesser bag, hvad der bliver digitaliseret. Nogle gange er det virksomheder, som sidder tungt på de store datasæt, og ofte vil de kun frigive bestemte dele af dem. De kan også finde på at kræve betaling for, at forskere kan få adgang til metadata – fx fra Twitter. Der vil være nogle rige universiteter, som kan tilkøbe sig adgang, mens knap så pengestærke institutioner ikke vil have muligheden, og denne ulighed er noget, man er nødt til at forholde sig til.

- Vi bør også tage nogle vigtige etiske diskussioner om brugen af data. De folk, der skriver på sociale medier, er jo ikke nødvendigvis indforståede med, at det, de skriver, bliver brugt i forskningsøjemed. Man må spørge sig selv, om det stadig er etisk forsvarligt at bruge de udsagn, som egentlig er fremsat i det semi-private rum, som sociale medier udgør. Traditionelt når man arbejder med mennesker, vil man indhente deres tilladelse, men når man beskæftiger sig med tusindvis af udsagn på sociale medier, er det vanskeligt at fremskaffe alles tilsagn. Der ligger nogle væsentlige spørgsmål, som stadig er til forhandling, fordi de udspringer af relativt nye metoder.

Hvad er succeskriteriet for en satsning på digital humaniora?

- At fortælle os noget, vi ikke vidste før, er et succeskriterie for al forskning. Det digitale felt er endnu i sin vorden, og en del af de artikler, jeg har læst, har måske haft en tendens til at bekræfte, hvad man vidste i forvejen, eller afkræfte noget, man troede man vidste. Indtil videre har det inden for mit eget felt været småt med forskningsresultater, der for alvor rokker ved vores viden om litteraturhistorien. Det skal nok komme efterhånden, som vi lærer at bruge de nye værktøjer og stille mere sofistikerede spørgsmål til materialet. Samtidig skal man huske på, at computere tager ting meget bogstaveligt. De er eminente til at svare på det, man spørger dem om, men ofte svarer de også netop kun på det. Har man en klart defineret tese, kan man få den be- eller afkræftet med mere objektivt belæg end tidligere, og det ser jeg som en af digital humanioras klare styrker. Lidt sløjere står det til med mulighederne for at opdage overraskende ting og finde noget, man ikke vidste, man søgte efter – den serendipitet, som kan opstå, hvis man er ude og grave i nogle arkiver og finder et brev, man ikke ledte efter, eller hvis man spørger en respondent i øst og får svar i vest.

- Det, jeg synes, man skal satse på strategisk, er at opbygge en endnu bedre digital infrastruktur end den, vi har nu på Aarhus Universitet. Det vil give de forskere, der har lyst til det – og for hvem det giver mening – mulighed for støtte til at gennemføre deres digitale projekter. Satsningen kan både tage form af investeringer i avanceret hardware og software og ansættelser af medarbejdere med teknisk know-how, der samtidig taler vores sprog og i dialog med os kan udvikle nogle af de værktøjer eller algoritmer, vi måtte have brug for. Sådan vil en ideel digital satsning se ud for mig.

Hvor kan man læse mere?

- Artiklen ”Critical questions for big data – provocations for a cultural, technological, and scholarly phenomenon” (2012) af danah boyd og Kate Crawford i tidsskriftet Information, Communication and Society stiller nogle vigtige kritiske spørgsmål til big data, og artiklen er p.t. downloadet over 90.000 gange.

- Min kollega Jakob Ladegaard, der er leder af et forskningsprojekt om arv i litteraturen, som involverer digitale metoder, reflekterer i artiklen ”Digital humaniora og kulturkritik” i en enquete om kulturkritik i nr. 122 af tidsskriftet K&K på nuanceret vis over den digitale humanioras muligheder og begrænsninger i forhold til litteraturhistorieskrivningen.

- Selvom digitaliseringen har massive konsekvenser for litteraturen og bogmarkedet, er de ikke helt så massive, som man kunne have forventet. Fx var der forskere for 10 år siden, der sagde, at den trykte bog i 2017 ville være udkonkurreret af e-bogen. Men det er ikke sket. Det digitale salg er fladet ud og har stabiliseret sig på omkring 15-20 % internationalt og herhjemme. Tidskriftet Northern Lights’ temanummer ”Books and publishing in a digital age” (2015) redigeret af Stig Hjarvard og Rasmus Helles handler om nogle af digitaliseringens konsekvenser for bogmarkedet og bogmediet.

 


Om indlægget:

AU har for nylig fået en digitaliseringsstrategi - og vi ønsker på IKK en diskussion af, hvordan og i hvilket omfang vi kan og skal integrere digitale metoder i undervisning og forskning. I løbet af foråret vil vi interviewe forskellige forskere fra IKK om deres syn på emnet. Formålet er at se nogle eksempler på, hvordan digitale teknikker kan bruges i forskningen og få indblik i muligheder og begrænsninger i brugen af digitale metoder i de enkelte forsknings- og fagfelter.

Læs de to første artikler her:

Debat
15210 / i29