Medarbejderstafet: Ethel Møller

Ethel Møller fortæller i dette indlæg i stafetten om sin hverdag, den personlige relation til kollegaerne og om hvordan universitetet har forandret sig de seneste 40 år.

25.04.2017 | Johanne Vejrup Nielsen

Ethel Møller

Ethel Møller (Foto: Mads Qvortrup) - klik på billedet for at se en større version

Navn og titel: Ethel Marie Møller, sekretær (deltidsansat)

Afdelinger: Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi, Lingvistik, Kognitionsvidenskab, Semiotik

Hvad er dine overordnede arbejdsopgaver?

- Mine overordnede arbejdsopgaver er: Fraværsadministration (ferie, særlige feriedage, sygdom, omsorgsdage) for samtlige medarbejdere i Nobelparken, der hører ind under IKK. Vi har lige fået 30 nye medarbejdere fra Institut for Erhvervskommunikation, der nu er tilknyttet sprogfagene i Nobelparken.
  
-
Jeg har også med indstillinger af eksterne lektorer, undervisningsassistenter, videnskabelige assistenter, instruktorer og studentermedhjælpere at gøre. Der skal udarbejdes indstillingsskemaer, hver gang der skal ansættes nye medarbejdere. Vi har et netværk (ERFA-gruppe for administrative medarbejdere) her på IKK, hvor vi mødes en gang hver anden/tredje måned, hvor vi drøfter/orienteres om nye procedurer vedr. ansættelser, præcisering af regler og ansættelsesforhold m.v. Derudover laver jeg lønanvisninger to gange om måneden til undervisningsassistenter, instruktorer, gæsteforelæsere og studentermedhjælpere.

- Og så er der andre ting; jeg godkender fakturaer i INDFAK (dog i begrænset omfang), bestiller film til Videoteket til kultur- og mediefolkene og àjourfører samlingen af film i Videoteket, og servicerer ved mundtlige eksamener.


Fortæl om en ting fra dit kontor

- Det er nok den her bolsjedåse, som er 25 år gammel. Den stammer fra den tid, hvor jeg havde med specialeadministrationen her på afdelingen at gøre. Folk fik så et bolsje, når de afleverede specialet. De specialestuderende var mine hjertebørn. De kunne desperat ringe til mig/maile (også uden for arbejdstiden) for at spørge: ”Nu skal jeg aflevere, hvordan er det nu?”. Dem savner jeg at at have kontakt til.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Vi har alle sammen været påvirkede af de pludselige dødsfald, der har været på det sidste. Der har været en del, fra den ene dag til den næste. Det synes jeg har tæret lidt, men det har det på alle kollegerne. Men der har folk været rigtig søde og omsorgsfulde. Jeg synes virkelig, at kollegerne er meget opmærksomme på hinanden.

- Det betyder meget for mig, at man kan sætte ansigt på de medarbejdere, man samarbejder med. Jeg kan godt lide den menneskelige kontakt. Så jeg løber sommetider hen til dem, der skriver til mig over mail ang. ferie, sygdom eller hvad har vi, og så hilser vi på hinanden. Det betyder meget, at det ikke er noget maskinelt, noget der bare er på autopilot. Selvom der er regler, man skal overholde, kan man godt have et menneskeligt ansigt på.

Stafetspørgsmålet: Ole Togeby har spurgt dig: ”Hvordan har universitetsverdenen forandret sig, siden du startede?”

- Til august har jeg været her i 40 år, og det er jo også, fordi man er glad for at være her, at man her været her så længe. Men der når at ske meget i løbet af 40 år.

- Da jeg blev ansat i 1977, sad vi på Trøjborg, og det var en fantastisk tid. Der var gang i den. Nu er der mere stille. Vi sidder med vores pc’ere nu, dengang klaprede skrivemaskinerne jo løs og kontorerne var altid fyldt med mennesker.

- Det karakteristiske udseende dengang for de studerende var sygekassebriller, langt tjavset hår, langt skæg, fodformede sko og de var noget mere politisk engagerede dengang mener jeg. Vi fra den tid har oplevet indtil flere demonstrations- og blokadedage. I dag er de jo simpelthen så pæne. Man kan ikke så nemt genkende humanister, som man kunne dengang. De er nu også rigtig søde nu som dengang.

- Vi havde engang en blokadedag tilbage i 80’erne, hvor jeg husker en sjov episode med én af vores ældre professorer. Han var meget speciel. Han blev forment adgang til sit kontor i Trøjborgkomplekset, som vi kaldte det dengang. Han blev meget utilfreds og slog så ud efter en blokadevagt med sin paraply. Det var en pudsig episode, som vi efterfølgende har grinet en del af.

- Da jeg i sin tid blev ansat var der 30 undervisningsassistenter ansat. Det har man så begrænset siden, for det er jo ekstraudgifter. Men nu har man jo også instruktorer, der er tilknyttet de enkelte hold – det havde man heller ikke i gamle dage. Man havde enkelte hjælpelærere, kan jeg huske. Vi har heller ikke så mange studerende mere. Da jeg blev ansat, var der langt flere studerende, end der er nu. Og der bliver færre igen. Men arbejdsopgaverne i forbindelse med studieadministration er jeg ikke inde i længere – de er røget over i studieadministrationscentret. Alt er jo blevet specialiseret og professionaliseret og uddelegeret til de forskellige centre.

- Jeg føler mig næsten som en uddøende race med så mange år ét sted. HK’erne er også en uddøende race. Længere ude i tidshorisonten vil en række af vores arbejdsopgaver sandsynligvis blive overtaget af robotter – umiddelbart lidt skræmmende fremtidsudsigter set fra en hk’ers skrivebord i 2017. Nu kommer der jo AC’ere ind, som kan løse andre opgaver, og så benytter man sig i højere grad af studentermedhjælpere, som virkelig er en kompetent arbejdskraft. I sin tid havde vi ingen studentermedhjælpere ansat. Vi fik på et tidspunkt en piccoline, som frankerede udgående post og afleverede brevene på postkontoret. Det var store ting: ”En piccoline!?” Det var vildt dengang.

Medarbejdere
15210 / i29