Medarbejderstafet: Hans Lauge Hansen

Hans Lauge Hansen er professor MSO i spansk og interesserer sig for kulturelle erindringsstudier. I de første 25 år efter Francos død ønskede man ikke at erindre fortiden eller grave i den. Omkring år 2000 begyndte det derimod at vælte op med skeletter fra massegravene, og fortællingen om dem bliver brugt i mange erindringssammenhænge i Europa. Find også ud af hvordan Hans Lauge Hansen i dag bruger en andalusisk keramikvase, og hvad der fik hans hjerte til at banke for spansk.

05.10.2018 | Cecilie Horup Hansen

Hans Lauge Hansen, professor MSO i spansk, Aarhus Universitet, på sit kontor

Hans Lauge Hansen (Foto: Cecilie Horup Hansen).

Navn og titel: Hans Lauge Hansen, professor MSO
Afdeling: Tysk og Romanske Sprog

Hvad er dit forskningsområde?

- Jeg arbejder med spansk kultur, historie, samfund og litteratur. De sidste 10 år har jeg arbejdet med studier af den kulturelle erindring. Fra omkring årtusindskiftet sker der noget med erindringen om borgerkrigen og den frankistiske undertrykkelse under det 40 år lange diktatur i Spanien. I de første 25 år efter Francos død rørte man ikke ved fortiden. Omkring år 2000 begynder det bogstavelig talt at vælte op af jorden med skeletter. Man graver massegravene op og forsøger at identificere dem, der ligger i dem, og man prøver at finde ud af, hvad der skete dengang. Jeg synes, det er interessant at gennemspille fortiden, fordi det siger noget om det samfund, vi lever i.

- Hvorfor er det ikke blevet gjort tidligere? Hvad er det for nogle magtforhold i samfundet, der gør, at man ikke har gjort det tidligere? Hvordan gør man det? Hvad er det for fortællinger, man kommer op med? Det er nogle af de ting, jeg har haft forskningsprojektet ”Den romanfortalte erindring” om fra 2011-2014. Det blev grundlaget for et europæisk projekt i 2016, som skal afsluttes i 2019. Det projekt undersøger, hvad det er for nogle fortællinger og diskurser, som bliver brugt i forskellige erindringssammenhænge i Europa. Den ene sammenhæng er opgravningen af massegrave. Det undersøger vi i Spanien, Polen og Bosnien, som vi sammenligner indbyrdes og ser på hvilke fortællinger, forskellige involverede grupper bruger. Det kan være frivillige aktivister, familierelaterede, arkæologer, DNA folk, journalister og politikere, som skal forholde sig til det, der foregår lokalområdet. Vi ser på om, der er forskellige måder at tale om det på blandt grupperne, og om der er forskellige måder at behandle det på blandt landene. Den anden side er krigsmuseerne, hvor konflikterne er hævet op på et institutionelt niveau og er blevet poleret. Hvad er det for nogle fortællinger og diskurser, de har brugt? Det holder vi op mod hinanden. Formålet er at finde nogle bedre måder at behandle konflikterne i fortiden på. I øjeblikket kan vi se at fortiden blandt andet bliver brugt til at skabe nye konflikter i Europa. Den fremadstormende højrepopulisme bruger fortidens konflikter meget aktivt til at undergrave den solidaritet, som EU også lever af. Den politiske krise som Europa gennemlever i øjeblikket har meget med den måde, fortiden bliver forvaltet på.

- Det tredje er, at jeg er ved at lancere en ny linje af forskning. Her tager jeg de begreber, vi har arbejdet med på europæisk plan med over til migration, som er det, alt politik i Europa handler om lige nu. Jeg har en ide om at de måder og erindringsformer, som vi har arbejdet med kan gøre en forskel når, vi snakker om migration. Inden for migration har vi typisk to store diskurser, som kæmper mod hinanden. På den ene side ser man migranten som en trussel mod vores kulturelle overlevelse, og på den anden side er der en humanistisk diskurs, som ser migranten som et offer, der skal hjælpes. I ingen af diskurserne ser man migranten som et selvstændigt subjekt med en legitim dagsorden for at forbedre sit eget liv. Det er det nye projekt, som jeg skriver på.

Fortæl om en ting fra dit kontor:

- Jeg har en meget speciel ting. Det er et stykke andalusisk keramik, som er lavet til at have blomster i, men jeg har omfunktionaliseret den. Den er meget praktisk at have skriveredskaber i. Den minder mig om, hvorfor jeg begyndte at læse spansk. Da jeg først stiftede bekendtskab med spansk poesi og især de andalusiske digtere fra 1920’erne, specielt Federico García Lorca og Rafael Alberti, var jeg solgt. For mig overgik det, hvad vi kan diske op med i dansk litteratur, og det univers var jeg nødt til at lære at kende. Jeg var meget i Andalusien og arbejdede med universitetet i Granada, hvor García Lorca kommer fra.

- I deres tidlige poesi i starten af 1920’erne tager de den folkelige digtning og omfunktionaliserer den til en slags avangarde digtning. De destillerer den folkelige digtning til et kunstnerisk udtryk. Det er helt vildt godt. Det minder den ting mig om, fordi jeg har omfunktionaliseret den til mit behov.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Det der optager mig allermest i øjeblikket er migrationsprojektet. Jeg har netop sendt en artikel til et tidsskrift, som jeg håber kan blive grundlaget for de projekter, jeg vil sætte i værk. Jeg går og kigger på hvem, der kan være interessante at sætte sammen i et europæisk projekt. Jeg synes, det er sjovt at sætte hold og finde frem til, hvordan man får stablet noget nyt på benene.

- Vi skal også have nye tilvalgsfag på instituttet, så det går jeg også og roder med.

Stafetspørgsmål fra Karen-Margrethe Simonsen: ”Du er viceleder af fakultetets satsningsområde Uses of the Past og er medlem af Horizon-projektet UNREST. Set ud fra din erfaring med forskningssamarbejde og forskningsledelse: hvad er de afgørende institutionelle og personlige faktorer, der gør at forskningssamarbejder som disse kan fungere over tid, hvordan skal det udvikles fremadrettet, og hvad har betydet mest for din egen motivation/inspiration i dette samarbejde?”

- Jeg synes, forskningssamarbejder er enormt vigtige, og jeg har i mange år arbejdet på at udbrede det på humaniora. Jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at etablere forskningssamarbejder, hvis vi skal ud og blande os i det samfund, som omgiver os. Vi skal vise i praksis, at humaniora har bud på at løse nogle af de spørgsmål, som man bakser med samfundsmæssigt og politisk. Det er en svær faglig opgave, som kræver forskningssamarbejder også med andre fagligheder. Det synes jeg personligt er meget givende.

- Så er der de institutionelle faktorer. Det er et kæmpe skridt fremad, at vi begyndte at organisere forskningsprogrammer i 2012, hvor det for alvor blev dagsordenssat fra institut og fakultet. Jeg synes, det har været rigtig godt, men der er stadig områder, hvor vi er i en udviklingsfase. Jeg var en af de første på instituttet, som fik et stort europæisk projekt hjem. De er tunge at drive, men samtidig også ekstremt bureaukratiske. Vi bruger meget tid på blandt andet at registrere forskningstid fra dag til dag. Der er mange ting, som skal hænge sammen. Vi overtager i det hele taget flere og flere opgaver fra administrationen, og jeg kunne bruge alt min tid på at administrere, men meningen er, at jeg skal undervise og forske. Det er det, jeg er god til, og det jeg skal bruge min tid på. Generelt synes jeg, at vi er langt, og vi gør det godt på Aarhus Universitet og på Arts.

- Jeg er viceleder på forskningsprogrammet Uses of the Past. Det program går på tværs af institutterne, og her er det mærkbart, at forskningsorganiseringen er forskellig på institutterne. Det er lidt et problem. Jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt at, der er så store forskelle mellem institutterne, fordi det gør det lidt besværligt at have tværgående organiseringer.

Medarbejdere
15210 / i29