Medarbejderstafet: Jan Engberg

Vi har startet Medarbejderstafetten på IKK for at lære hinanden bedre at kende. Jan Engberg fortæller som første deltager bl.a. historien om, hvorfor han har et bananblad på sit kontor, og svarer på, hvad der optager ham i arbejdet lige nu.

03.03.2017 | Mads Qvortrup

Jan Engberg (Foto: Mads Qvortrup) - klik på billedet for at se en større version

Navn og titel: Jan Engberg, professor i videnskommunikation

Fag: Tysk erhvervskommunikation

Hvad er dit overordnede forskningsområde?

- Jeg beskæftiger mig overordnet med kommunikation i virksomheder og kommunikation inden for forskellige discipliner og fagområder. Jeg studerer eksperters kommunikation i forskellige sammenhænge – herunder også i virksomhedssammenhænge. Genrebegrebet er – og var især i 90’erne da jeg startede – et af de centrale områder inden for ekspertkommunikation og fagkommunikation. Bestemte grupper vil typisk løse deres kommunikative problemer på samme måde inden for deres diskursfællesskaber, og der er genrebegrebet et godt instrument til at beskrive de fagspecifikke praksisser.

- I min sammenhæng har det især været brugt som en didaktisk måde til at kunne videregive viden om, hvordan man fx skriver tyske handelsbreve eller tyske domstekster, og hvordan det adskiller sig fra danske eller andre sprogs udgaver af samme. Herunder har jeg har arbejdet rigtig meget med oversættelse inden for juridiske områder, fx om hvordan man oversætter faste vendinger fra det ene sprog til det andet.

Fortæl om en ting fra dit kontor

- Jeg blev i efteråret inviteret til universitetet i Perm i Rusland til en konference i forbindelse med universitetets 100-års jubilæum. De havde en sjov historie, som meget godt viser, hvad universitetet kan og skal. Da man lavede universitetet, byggede man også et væksthus, som de, der studerede botanik, kunne bruge. Professoren, man ansatte til at stå for botanik, sørgede for at plante en bananpalme, for at se om det kunne gå. Det viste sig, at bananpalmen var rigtig levedygtig, så den findes stadigvæk. Der er dog det særlige ved bananpalmer, at de normalt gror i fællesskab med andre, men den, de har, gror alene.

"Universitetet i Perm ligger ’in the middle of nowhere’ på samme måde som bananpalmen, så begge skal prøve at tiltrække kammerater og venner andre steder fra." 

- Idéen er så, at universitetet i Perm ligger ’in the middle of nowhere’ på samme måde som bananpalmen, så begge skal prøve at tiltrække kammerater og venner andre steder fra. Og som symbol på det, så tager de nogle af de blade, som i forvejen er ved at falde af bananpalmen, og skærer dem op i sådan nogle stykker, som jeg har her. Dem giver man så som gave, når repræsentanter fra andre universiteter besøger dem. Idéen er, at når repræsentanter fra andre universiteter besøger universitetet i Perm, får man et stykke lærdom med. Det er en lidt stor souvenir at tage med hjem, men idéen er meget god.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Det er for mig vigtigt, at den forskning og uddannelse, vi tilbyder, kan knyttes an til noget, der ligger uden for kontoret her. Jeg uddanner folk, som i høj grad skal kunne udføre en praktisk opgave – tekstproducenter, kommunikationsmedarbejdere og oversættere. I den sammenhæng tænker jeg meget over, hvilke kundskaber, de studerende skal have, og hvordan min undervisning og forskning kan understøtte det.

- Jeg forsøger at uddanne reflekterende praktikere. Dvs. at jeg uddanner nogle, der er i stand til at gøre noget, og de skal kunne reflektere deres handlinger på fornuftig vis. Det er et emne, der især er kommet op, når jeg taler med mine nye kolleger, fordi det er et af de steder, hvor vores traditioner er forskellige. Der er forskel mellem at sige, at målet med vores uddannelse og forskning er at gøre folk til intellektuelle, og på at sige at hovedmålet for de studerende er, at de skal være reflekterende praktikere. Min klare fornemmelse er, at det selvfølgelig er noget, vi kan få til at mødes. Men jeg kan se, at det er nogle af de overvejelser og uenigheder, vi oftest støder på.

Da du er den første person i stafetten, har du ikke fået et stafetspørgsmål. Men – som forsøg på at omgå det – hvad bliver du oftest spurgt om, når du siger, at du er professor?

- Når jeg er til fest, kan jeg vælge mellem, hvad jeg har lyst til at snakke om. Jeg kan sige, at jeg er sprogforsker. Hvis jeg gør det, er spørgsmålet altid: ”Hvordan kan man forske i sprog, for sprog kan vi jo alle sammen?” Eller jeg kan vælge at sige, at jeg er professor i videnskommunikation. Det er bedre, for det ved folk ikke rigtig noget om, og så er de nødt til at spørge om, hvad det er for noget. Så kan vi komme ind på kommunikation og kommunikationssituationer, og det kan folk godt forstå, man kan forske i. Hvis jeg ikke er oplagt til at tale om den slags ting, så siger jeg, at jeg er tysklærer, og så kører vi på, at de alle har erfaringer med deres tysklærere.

Hvem vil du sende stafetten videre til, og hvad vil du spørge vedkommende om?

- Ole Togeby fra Nordisk, som jeg har haft stor nytte og glæde af at arbejde sammen med. Jeg ved at han også har beskæftiget sig med praksis over for det teoretiske, så jeg vil gerne spørge ham: Hvilken betydning har det praktiske aspekt i uddannelserne på IKK?

Medarbejdere