Medarbejderstafet: Karen-Margrethe Simonsen

Lektor og ph.d.-programleder Karen-Margrethe Simonsen er optaget af historicitet og sammenstød i litteraturhistorien, når hun underviser. Forskningen er koncentreret om menneskerettighedsfortællinger og slaveriets litteraturhistorie, og en lille og lidt skrøbelig frihedsgudinde har stået på kontoret længe.

21.08.2018 | Johanne Vejrup Nielsen

Karen-Margrethe Simonsen, lektor i litteraturhistorie, Aarhus Universitet, på sit kontor.

Karen-Margrethe Simonsen (Foto: Johanne Vejrup Nielsen).

Navn og titel: Karen-Margrethe Simonsen, lektor i litteraturhistorie
Afdeling: Litteraturhistorie og Retorik

Hvad er dit forskningsområde?

- Jeg har to særlige områder, jeg arbejder med. Det første er en interesse for, hvordan man historicerer litteratur. Den moderne historiske metode er primært udviklet i 1800-tallet efter Hegel, og det er en bestemt måde at tænke historisk på, som er knyttet til nationalstaten. I løbet af det 20. århundrede er der blevet stillet spørgsmål ved den model, og jeg mener stadig, det er åbent, hvordan man så skal historicere.

- Der er kommet mere fokus på modhistorier til den officielle historie – fx lokale og regionale historier – og påvirkningen fra den globale virkelighed har udfordret den nationale model. Jeg arbejder selv lige nu med noget, der hedder anakronisme som historisk metode, hvor man arbejder med sammenstød eller samtidighed imellem forskellige tider. Fx er Dante en figur, der ligger imellem to perioder. Et andet eksempel på et ”sammenstød” er den engelske og den franske modernisme, som er meget forskellige, men er det så den samme periode eller -isme? Så det er en metarefleksion, der er med, når vi underviser på litteraturhistorie - vi vil gerne inkorporere en bevidsthed om, hvad periodisering og historicitet er.

- Menneskerettigheder er det andet område, jeg arbejder med. Jeg har i mange år arbejdet med den litteratur, som handler om retssager, og i nyere tid har jeg også interesseret mig for menneskerettighedsfortællinger. De kan både være fiktive og virkelige, og nogle gange er de begge dele eller de er i grænsefeltet imellem. Når man tilrettelægger sådan en historie, skal den helst være sand, men den skal også være overbevisende, og det kræver, at den frames og lægges til rette på en måde, som har den rette effekt på læseren. Det afføder en masse etiske diskussioner, som hænger sammen med de æstetiske/ narrative spørgsmål. Et eksempel er den amerikanske forfatter Dave Eggers, som skrev en bog på baggrund af interview med Achak Deng, der som barn var flygtet under borgerkrigen i Sudan og endte med at komme til USA. Bogen er virkelig, for den er baseret på Ashaks historie, men den er samtidig en fiktion. Skal man så læse den som et vidnesbyrd eller som litteratur, og hvilken rolle spiller de narrative strategier for dens værdi som vidnesbyrd? 

- Et andet eksempel, som jeg lige har skrevet en artikel om, er dagbogen skrevet af Mohamedou Ould Slahi, da han var indespærret i Guantánamo-fængslet. Det er reelt set ikke en dagbog, han har skrevet, selvom den hedder ”dagbog” (Guantánamo Diary, 2015/2017). I virkeligheden er det en narration, der er tilrettelagt på en bestemt måde. Når man læser nogle af de første scener, kunne man tro det var en spændingsroman, hvis man ikke vidste bedre. Der er nogle bestemte konventioner om, hvordan man fortæller en historie, så den bliver overbevisende, som han - bevidst eller ubevidst – er underlagt. Det narrative drive gør historien fængende og emotionelt engagerende. Det er en narrativ tilrettelægning, som også er interessant for en litterat.

- Menneskerettighedsfortællinger har næsten altid en argumentativ understruktur og en underliggende diskussion om, hvad der er menneskeligt og umenneskeligt. De taler ind i et forum til nogen om noget, og det synes jeg er spændende!

Fortæl om en ting fra dit kontor:

- Den her figur har stået her længe. Den forestiller Frihedsgudinden, som står på Ellis Island ud for New York. Det er jo bare sådan en banal turistting, som i øvrigt ikke er præcis. Soklen her er meget højere i virkeligheden, og der skal være doriske søjler. Men det var nok for dyrt at producere.

- En kunsthistoriker ville måske sige ”Det er godt nok en kikset skulptur”. Det er et neoklassicistisk monstrum, som er 46 meter højt – og med en sokkel på 93 meter. Så den er meget stor og på alle måder et misfoster, men den har jo betydet rigtig meget for USA's selvforståelse. Det spændende for mig er historien bagved, for statuen er lavet i et samarbejde mellem Frankrig og USA, og viser noget om deres kamp for frihed og menneskerettigheder. Og så er den blevet et symbol for migranter.  

- Statuen har også et diadem med syv takker, der symboliserer de syv have og kontinenter. Men én af de første idéer til statuens hovedbeklædning var faktisk ikke, at det skulle være et dronningeagtigt diadem, men at det skulle være en Pileus-hat, som slaverne i det gamle Rom fik, når de blev frie. Men den turde man ikke sætte på hovedet af frihedsgudinden, selv om skulpturen faktisk inkarnerer den romerske gudinde, Libertas, som blev dyrket af de romerske slaver. Dee brudte kæder ved hendes fødder skulle hun have haft i hånden, men da statuen blev lavet efter afslutningen på den amerikanske borgerkrig, var man bange for at provokere sydstaterne. Derfor ligger kæden ved hendes fødder.

- Jeg mener (egentlig) der er god grund til at stille spørgsmålstegn ved amerikanernes rolle i forhold til menneskerettighedernes udvikling. Men ikke desto mindre har jeg den her figur, som kan minde mig om alt muligt. Den mangler efterhånden fire takker i diademet, og armen er ved at falde af. Jeg kan godt lide, den er gået lidt i stykker, fordi det viser at menneskerettighederne er udfordrede! Et af de største problemer for menneskerettigheder i moderne tid er, at de ikke har nogen forankring i national lovgivning. Det er det, som jurister vil kalde ”soft law”. Men denne statue har faktisk loven i hånden i form af den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, som ofte ses som et tidligt eksempel på en national fundering af menneskerettighederne.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Jeg underviser i et HUM-fag der hedder ”Atrocity Stories and Images” sammen med historiker Christian Axboe Nielsen, som er en af de eneste danskere, der er uddannet i menneskerettigheder. Vi har både danske studerende fra hele fakultetet og internationale studerende, og faget handler om, hvordan man taler om menneskerettigheder, og hvordan man iscenesætter/framer dem fx  ved internationale domstole og i medier, litteratur og film.

- Noget af det, vi arbejder med, er ”transitional justice” – altså overgangen fra en voldsom krigssituation til et normaliseret civilsamfund. Man har erfaringer fra Sydafrika og andre steder om, at det betyder rigtig meget, at folk får lov til at fortælle deres historie, også selvom de skyldige ikke bliver dømt. Så fortællingens rolle er enorm, og spørgsmålet er, hvordan man fortæller – vi arbejder bl.a. med fortællepositioner og metaforer.

- Noget andet, jeg arbejder på, er et komparativt trebindsværk om slaveriets litteraturhistorie – sammen med mine gode kollegaer Mads Anders Baggesgaard (AU) og Madeleine Dobie (Columbia University). Vi vil sammenligne den danske historie om slaveriet med den amerikanske, spanske, franske, osv. Og vi ønsker også at inkludere den afrikanske del af historien, for det er stadigvæk en historie, som ikke er fortalt særligt meget, og slet ikke uden for Afrika selv. Vi har lige været på en ekskursion til Ghana, bla. for at snakke med lokale folk fra deres nationalmuseum, der er i gang med at forberede en udstilling om slavehistorien.

Stafetspørgsmål fra Stefan Iversen: ”Du bruger som leder af forskningsuddannelsesprogrammet KLK (Art, Literature and Cultural Studies) megen tid og energi på at tænke på uddannelse af ph.d.-studerende. Hvad er nogle af de ting, som Aarhus Universitet gør godt i forbindelse med uddannelse af forskere, og hvad kan universitetet evt. gøre bedre?”

- Jeg har arbejdet sammen med mange kollegaer om ph.d.-uddannelsen - også rundt i Europa, og jeg kan se, at den danske uddannelse har nogle store styrker. Der er meget økonomisk sikkerhed i det danske system, og det betyder virkelig meget, for det giver de ph.d.-studerende ro til at lave det, de skal. Det er meget vigtigt, at de også har råd til at rejse, fordi internationalisering er altafgørende for forskningen. I andre lande skal de søge om det, og måske får de kun lige  bevilget én rejse, hvorimod vi har et lidt mere generøst rejsebudget her.

- Jeg synes også, at vi har et super godt kursustilbud, som er meget varieret. De får både redskaber til, hvordan man præsenterer et projekt, og hvordan man skriver en akademisk afhandling,  og de får for eksempel masterclasses, hvor man kan invitere forskere fra udlandet, der responderer på deres projekt. Og jeg vil også rose os selv her i Aarhus for at vi har et rigtig godt socialt miljø for ph.d.-studerende. Det er vigtigt, at de er i en levende udveksling og ikke bare sidder for sig selv, som jeg ved, de gør nogle steder. Så det sociale og faglige miljø går lidt hånd i hånd. Og så har vi en fantastisk ph.d.-administration, der altid tænker med de ph.d.-studerende og forsøger at løse de problemer, der opstår.

- Hvis vi skal gøre noget bedre, tror jeg godt, vi kunne være mere ambitiøse i forhold til to områder. For det første i forhold til at kvalificere internationaliseringens former. Jeg er jo en del af butikken, og jeg synes vi er for dårlige endnu til at tilrettelægge de internationale ophold sådan, at de bliver fagligt udbytterige for alle og sådan, at Aarhus Universitet som institution får noget ud af de netværk, som de ph.d.-studerende etablerer. Så vi kunne have mere sparring om de internationale forløb. Desuden står vi foran et stort arbejde med at forstå de ph.d.-studerendes mere varierede arbejdsmarked og at forstå indholdet af de praksisorienterede ph.d.-uddannelser, som vi har åbnet op for som en mulighed på papiret, men som meget få ph.d.-studerende hos os søger. Vi, der vejleder ph.d.-studerende, er jo vokset op inden for murene, og har ikke altid et blik for deres jobmuligheder uden for universitetet. Her er der et udviklingspotentiale.


Læs tidligere afsnit af Medarbejderstafetten her

Medarbejdere
15210 / i29