Medarbejderstafet: Ole Togeby

I stafettens andet indlæg fortæller Ole Togeby om sin forskning i tegnlære, om praksis i undervisningen og om abers mangel på tillid.

17.03.2017 | Mads Qvortrup

Ole Togeby (Foto: Mads Qvortrup) - klik på billedet for at se en større version

Navn og titel: Ole Togeby, professor dr. phil

Fag: Nordisk

Hvad er dit overordnede forskningsområde?

- Overordnet forsker jeg i tekstteori, dvs. hvordan tekster bliver til, hænger sammen og virker. På nordisk holder vi fast i, at sprog, litteratur og medier er ét fag, så jeg interesserer mig både for skrevne tekster, skønlitteratur og multimodale tekster. Så jeg arbejder i det store felt mellem litteraturvidenskab, sprogvidenskab og informationsvidenskab.

Fortæl om en ting fra dit kontor

- Den palme der, den fik jeg på Københavns Universitet i 1981, og så har jeg flyttet den med og passet den og skåret den ned. Jeg skærer den ned hvert tredje år, fordi den vokser op og løfter taget. Jeg tror faktisk kun, det er et år siden, jeg skar den ned sidst. Det var i forbindelse med, at jeg flyttede ind til det her kontor.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Lige for øjeblikket skriver jeg en tegnlære. Normalt er det egentlig semiotikerne, der tager sig af den slags, men de er blevet mere interesseret i de kognitive aspekter af tegnlære. Så nu har jeg skrevet en bog om klassisk tegnlære. Jeg har faktisk hele bogen færdig, så det er kun et spørgsmål om at få rettet den igennem, og så bliver den udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

- Det, der sker nu i de elektroniske og sociale medier, er det Jan Lindhardt har kaldt ”frem mod middelalderen.” Folk på de sociale medier deltager ikke i en demokratisk og deliberativ proces. De gør det først og fremmest for at få udtrykt sig selv og få lavet en tekst, som et formål i sig selv. Hovedkvaliteten for et opslag for Facebook er ikke, om det er et godt argument for en sag; det er, om det fremprovokerer mange svar.

- Teknologien gør, at alle bliver udstyret med en megafon, og så går de alle sammen rundt og råber. For læserne gælder det om at finde ud af, hvem der er interessant at høre på. Man skal i og for sig ikke diskutere med nogen. Man skal være smagsdommer, og det gør man ved at like noget og ved at reagere på noget. Så får vi ’l’art pour l’art’, fordi det hele er løsrevet fra den politiske virkelighed. Det er helt tydeligt det, der sker i USA med Trump – det er det næste, jeg vil skrive om.

- I forbindelse med den dalende lydhørhed over for det gode argument, har jeg i min seneste bog viet et kapitel til min hof-filosof, Habermas. Han mener, at vi har et ideal for, hvordan samtaler bør være. Når vi indgår i en samtale med andre, har vi altid allerede forudsat idealet. Hvis der er en, der tæsker en anden person, og han så spørger: ”Hvorfor gør du det?”, så har han altid allerede forudsat, at den anden er villig til at svare, og at vi kan løse problemet ved at samtale i stedet for at slås. Det er det, der bærer socialiteten. Det er egentlig det, der gør os til mennesker. Forskellen mellem os og aber er, at vi har tillid til, at den anden samarbejder med os gennem sproget – det har aber aldrig.

- Der er et fantastisk eksperiment, som Tomasello har lavet. Han sad i Leipzig i en stor abegrotte og lavede forsøg med aber og børn på tre år. Hvis vi har to krukker og et barn på tre år og en abe, så lægger vi en banan ned i den ene og spørger så aben og barnet, om hvilken krukke de vil have, og så går de hen til den, de vil have – den med bananen. Hvis aben og barnet ikke ser, hvilken krukke vi lægger bananen i, vælger de rigtigt halvdelen af gangene. Hvis så forsøgslederen går ind og peger på den krukke, hvor bananen er, går det treårige barn straks hen og tager bananen. Aben kommer ind og forsøgslederen peger, men aben vælger forkert halvdelen af gangene. Aben forstår ikke, at det at pege er en velvilje eller er for modtagerens skyld, og de har ikke tillid til at afsenderen gør det for deres skyld. Hvis forsøgslederen i stedet går over til krukken med bananen og siger: ”Du må ikke komme herhen, væk!”, så går aben hver gang hen og tager bananen. Aben kan sagtens forstå, at vi er i konkurrence om bananen. Det at forsøgslederen gør noget af velvilje er udelukket. Så det unikt menneskelige er, at vi har tillid til hinanden. 

Stafetspørgsmålet: Jan Engberg spørger dig: Hvilken betydning har det praktiske aspekt i uddannelserne på IKK?

- Efter hver time diskuterer vi, hvordan timen er gået, fx om vi nåede det, vi skulle, om det var væsentligt for eksamen osv. Et af de sidste spørgsmål er: Var der en passende vekselvirkning mellem teori og praksis? Jeg har altid sagt, at der skal være praksis – dvs. de studerende skal lave praksis. Jeg har et fag, der hedder skrivedidaktik, der er specielt rettet til dem, der skal være gymnasielærere. Det handler om, hvordan de skal undervise i skrivning, når de kommer ud og bliver gymnasielærere – uanset om det er i dansk, fysik osv. Hver time skal eleverne aflevere to skrevne sider, og så bliver de sat i grupper, hvor de har læst hinandens og giver hinanden feedback, og hele undervisningen går ud på, at de skal blive dygtige til at give feedback.

- Dvs. at halvdelen af timen altid skal gå med praktiske øvelser – det er det sidste kursus, de har, inden de skriver speciale og kommer ud på arbejdsmarkedet. Så er der flere, som kommer hen og siger: ”Nu har jeg gået her på universitetet i fem år; hvorfor er jeg aldrig blevet udsat for det her før? Det burde jeg have startet med, da jeg begyndte.” Det er et af de højeste kriterier for det, at der altid er noget konkret og praktisk for den studerende.

Hvem vil du sende stafetten videre til, og hvad vil du spørge vedkommende om?

- Jeg startede med at undervise på Københavns Universitet i 1971, og underviste der som studerende i flere år i mere eller mindre det samme, som jeg underviser i i dag. Dengang var jeg formand for studienævnet ved nordisk. Aldrig har jeg haft så meget magt som dengang. Jeg kunne nedlægge fag, så længe jeg havde mit flertal i ryggen. Nu er jeg professor og er i et system, hvor der er en institutleder, der bestemmer det hele. Det er ret fantastisk, ikke? I 1971 havde jeg enorm magt, nu i 2017 har jeg ikke det, der ligner magt. Så noget, der er meget tydeligt for mig, er, hvor meget universitetet har forandret sig over den tid. Derfor vil jeg gerne spørge Ethel Møller, der er lige så gammel som mig og har været i universitetsverdenen lige så længe: Hvordan har universitetet forandret sig, siden du begyndte?

Medarbejdere