Medarbejderstafet: Sara Dybris McQuaid

Sara Dybris McQuaid er lektor ved afdeling for Engelsk og er optaget af kollektiv erindring i konflikt og fredsprocesser. Når Sara forsker, arbejder hun altid sammen med andre og forsøger at bygge bro mellem det akademiske arbejde og praktikere. Læs hvordan Sara når alt det, hun gerne vil, og hvorfor hun har et helt særligt maleri på sit kontor.

19.11.2018 | Cecilie Horup Hansen

Sara Dybris McQuaid (Foto: Cecilie Horup Hansen)

Navn og titel: Sara Dybris McQuaid, lektor i britisk irsk historie, samfund og kultur
Afdeling: Engelsk

Hvad er dit forskningsområde?

- Mit overordnede forskningsområde er den rolle, som kollektiv erindring spiller i konflikts og fredsprocesser, og mit primære empiriske område er Nordirland. Det er tydeligt, at erindringen om uretfærdighed spiller en stor rolle, mens konflikter står på. Den kan enten mobilisere folk til kamp eller mobilisere dem til at ændre på de strukturer, der skaber konflikt. Erindring kan derfor både være en positiv og negativ drivkraft, der kan skabe positiv og negativ fællesidentiteter. Jeg er interesseret i, hvordan man kan håndterer de processer, når man vil lave fredsopbygning.

- Jeg arbejder med kollektiv erindring, og de processer man forstår ved fortidshåndtering. Hvordan skal man håndtere den fortid, der er svær at tænke på? Hvordan skal man håndtere det på det individuelle plan, på gruppeplan og på samfundsplan? Det er forskellige former for erindring og forskellige former for konsekvenser af erindring. 

Fortæl om en ting fra dit kontor:

- Jeg har valgt et maleri, som min bedstefar, Freddie Dybris, har lavet. Han var en forholdsvis kendt dansk maler. Hver gang han malede et maleri, så solgte han det og tog min bedste til Paris eller andre kunstneriske byer. Det betød også, at han ikke efterlod sig ret mange malerier, da han døde, fordi de var solgt. Det er blevet et lille familieprojekt at købe dem tilbage. Dette er det seneste, jeg har købt, og det er fra hans sports-suite, som har været udstillet i Aarhus Kunstbygning.

- Jeg finder dem tit i lokale banker, kunstmuseer eller hos privatpersoner, som har købt hans malerier. Jeg finder dem sjældent i København, hvor jeg bor, så derfor er malerierne på mit kontor i Aarhus, indtil jeg får fragtet dem med hjem til København. Malerierne er ikke en ting, som altid er på mit kontor, men der er altid ét, og det betyder helt vildt meget, at de er her. Min bedstefar var en meget vigtig figur i mit liv og er det stadig. Det er jo også erindringsorienteret, men i en form som alle kan genkende. Jeg er vokset op med malerierne, og når jeg ser dem igen, så kan jeg pludselig huske den periode, hvor han malede dem. Det er som en tidsrejse, hvor jeg kommer tilbage til nogle perioder, som jeg ikke vidste, jeg kunne huske. Det er enormt fint. 

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden? 

- Udover Brexit? På grund af mit arbejde med Nordirland siden 1990’erne er jeg en af de få danskere, der har forsket i grænsespørgsmålet dér. Det er ret vildt, hvordan Brexit stiller min ’post-konflikt’ forskning helt, helt anderledes.

- Generelt optager det mig ret meget at få tingene til at hænge sammen. Jeg har haft en lang periode uden for universitetet, hvor jeg har været journalist, danser, modeshowskoreograf og andre ting, og derfor har jeg opgivet at catche up med mine jævnaldrende akademikere på publikationsfronten. Til gengæld har jeg en masse erfaring med formidling og samarbejder på kryds og tværs af faggrupper både akademisk og praktisk og et enormt kildenetværk. Jeg er meget optaget af at lykkes endnu bedre med at bygge bro mellem det akademiske arbejde, og de praktikere som skal kunne bruge det til noget. I freds- og konfliktforskning vil det være rart, hvis de teorier, vi har om konflikter, kan hjælpe med at afværge konflikter.  

- For eksempel har jeg arbejdet sammen med NGOer i Nordirland og i Østafrika om refleksiv erindring, hvor man insisterer på, at erindring er en kritisk praksis og er ligeså opmærksom på, hvordan man opfordrer folk til at huske, som hvad de husker. Samtidig skal der understøttes fortsat udveksling mellem (konfliktuelle) erindringer, uden man straks forsøger at overkomme uoverenstemmelse.

- Jeg er også meget optaget af at komme ud af universitetet. Ikke bare i samarbejdet med praktikkere, men også i forhold til min undervisning. Til foråret planlægger jeg en tur til Belfast med et kandidathold, hvor vi skal over og lave participatory theatre med en NGO, der arbejder med konfliktløsning. Jeg prøver altid at gøre min undervisning forskningsgenererende og ikke kun forskningsbaseret. Ofte når jeg laver et kursus, så har jeg en ide om, hvordan de 12 undervisningsgange for eksempel kan blive til kapitaler i en bog. 

Stafetspørgsmål fra Hans Lauge Hansen:"Du er involveret i en imponerende mængde forskningsprojekter og -aktiviteter (CRIC, Carlsberg-projekt, grundforskningsansøgning, FKK-ansøgning, forskningssamarbejde med University of Brighton UK samt en række aktiviteter for Center for Irske Studier), og dertil kommer dine undervisningsopgaver. Hvordan finder du tiden til at skrive de publikationer som vel er motoren i din videre forskningskarriere? Hvordan balancerer du forholdet mellem indtag af opgaver og langsigtet karrierepleje?

- Jeg får ikke altid skrevet nok, men jeg gør mig meget umage for, at det, jeg laver, kan ’tælles’.

- Jeg arbejder altid sammen med andre. I sidste måned holdt vi en konference, som bestod af én dags konference og én dags forfatterworkshop, hvor vi diskuterede, hvordan vores papers kunne skrives sammen med det samme. Jeg går til mange konferencer og giver mange papers. Det bruger jeg meget energi på, som skal orienteres på en eller anden måde, og derfor er jeg begyndt at være mere umiddelbart resultatorienteret i min indsats.  

- Jeg prøver at få tingene til at hænge sammen på tværs af de parametre, vi bliver målt på. Når man selv laver meget samarbejde, så bliver man også inviteret med i meget samarbejde. Så er tricket at skiftes til at være den, der trækker læsset. Det har jeg ikke helt knækket koden til endnu. Jeg har tendens til at tage så kraftigt ved, at andre ikke bare giver slip, men slet ikke når at få fat.

- Jeg er blevet bedre til at balancere, hvilke opgaver jeg tager ind. Jeg har blandt andet forskningsansøgninger, som er meget langsigtede. Jeg kommenterer også meget i medierne, og det har ofte meget korte deadlines. Dem er jeg blevet bedre til at skære væk, og jeg prøver at være mere kræsen med, hvad jeg siger ja til. Men det er svært, når man er gammel freelancer. 

 

Medarbejdere
15210 / i29