Medarbejderstafet: Stefan Iversen

Stefan Iversen er lektor ved Nordisk og interesserer sig for mærkværdige fortællinger. Der sker fx noget mærkværdigt eller uselvfølgeligt, når politikere fortæller os, hvad de spiser, eller når nødhjælpsorganisationers kommunikation bryder med vores forventninger. Actionfiguren Edgar Allan Poe på Stefan Iversens kontor har desværre tabt sin ravn, men han kan noget alligevel og minder om, at litteraturen også er fyldt med mærkværdige fortællinger.

22.06.2018 | Johanne Vejrup Nielsen

Lektor Stefan Iversen på sit kontor.

Stefan Iversen (Foto: Johanne Vejrup Nielsen).

Navn og titel: Stefan Iversen, lektor ved Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi


Hvad er dit forskningsområde?

- Jeg har to forskningsområder: nordisk litteratur, som er min baggrund, og retorik, som er det område, hvor jeg underviser det meste af min tid, og hvor en del af min forskning ligger nu. Både inden for litteratur og retorik arbejder jeg med fortællinger. Jeg har altid haft en særlig interesse for mærkværdige fortællinger eller unaturlige fortællinger, som vi kalder dem. Litteraturen er et skatkammer af tekster, der problematiserer, laver sjov med eller underminerer vores normale forestillinger om, hvad fortællinger er og kan. Det kan fx være, når Edgar Allan Poe skriver en historie, der er fortalt af en død, eller Martin Amis skriver en historie om holocaust, der foregår baglæns (”Time’s Arrow”). Jeg har for ganske nylig udgivet en bog om unaturlige fortællinger i Johannes V. Jensens forfatterskab.

- De senere år har jeg især interesseret mig for fortællinger, som optræder uden for eller på kant med litteraturen og kunsten. Jeg har fx arbejdet med traumelitteratur og forskellige former for vidnesbyrdslitteratur, der handler om ting, der er vanskelige at sige og vanskelige at fortælle. Det sker, at dem, der gerne vil fortælle om en traumatiserende oplevelse, forsøger at gøre det til en historie. Men fordi der mangler det, en historie normalt indeholder, bliver det vanskeligt. Og så får man fortællinger, der bryder sammen, gentager sig selv eller kører i cirkler.

- Et andet sted, hvor man finder mærkværdige fortællinger uden for litteraturen, er i den aktuelle digitale og netværksbaserede kommunikation. I gamle dage skulle man leve op til nogle bestemte forventninger, hvis man gerne ville kommunikere offentligt. En  kronik til en avis skulle se ud på en bestemt måde og det samme skulle en nyhedshistorie eller et indlæg i en politisk debat. Men nu om dage er der anderledes kamp om opmærksomheden og nye muligheder for at kommunikere.

- Et af de midler, som den kamp foregår med, kan man kalde uselvfølgelig eller innovativ retorik. Folk fortæller noget andet, end man havde troet, de ville fortælle og gør det på måder, som er overraskende og utraditionelle. Det ser man fx i politikeres kommunikation, når Statsministeren laver en alternativ nytårstale på Facebook, når Trump re-tweeter ironiske memes eller når Udlændinge- og integrationsministeren fører politik ved at dele et billede af en kage. Sammenblandinger af det private og det offentlige er bare et af mange tegn på, at de etablerede genrer for offentlig debat og diskussion er i skred. Vi ved ganske lidt om, hvordan Poul Schlüters diæt var, og vi ved ret meget om, hvad Ida Auken spiser.

Fortæl om en ting fra dit kontor:

- Jeg har den her actionfigur af Edgar Allan Poe, som jeg er meget glad for – og også lidt bange for. Jeg synes, den er en god inspirationskilde. Poes forfatterskab dyrker perverse, mærkelige, afvigende temaer, og hans stil har en forsmag for det overdrevne og snirklede. En actionfigur, derimod, forestiller normalt én, der har kræfter og styrker og som kan udrette noget, fx fjerne en komet med retning direkte mod jorden. Men selv som actionfigur er Poe bleg og har halsklud på. Den blanding synes jeg er interessant.

- Jeg har figuren fra en ret mystisk butik i Austin, Texas, hvor de havde actionfigurer af alt muligt. Mindet om det sted er nok en af grundene til, den er speciel. En anden grund er, at figuren antyder noget om forholdet mellem handling og skrift, mellem at gøre og at spekulere. Den fanger en dobbelthed, fordi Poe er så langt fra at være livsduelig, og actionfigurer er så langt fra at være dekadente. Her på skulderen er der plads til Poes ravn, men den er faldet om bag ved reolen, så lige for tiden må han klare sig uden.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Det er et forsøg på at forstå, hvordan offentlig samtale forandrer sig, især hvordan uselvfølgelige former for retorik er kommet til at betyde mere. Er vi på vej mod nye normer for samtale, eller går vi hen et sted, hvor der ikke er nogen normer for, hvordan vi taler sammen i det offentlige rum? Digitalisering og netværk har skubbet en masse traditioner ud, men er der nogle nye, eller er der ikke nogen? De debatter, der kører om digitale platformes rolle i forhold til demokrati og demokratisk samtale, synes jeg, er enormt spændende.

- Lige nu kigger jeg blandt andet på, hvordan folk bruger usædvanlige eller mærkværdige fortællinger til at overbevise andre om noget. Et eksempel er nødhjælpsdiskurs, hvor nogle forsøger at rejse penge til at hjælpe andre. Det er en klassisk genre, hvor man typisk motiverer ved at  dokumentere lidelsen. De billeder, man kender fra nødhjælpsdiskurser, er billeder af lidende børn med fluer i øjenkrogen. Men der er masser af eksempler på, at den form for kommunikation bliver forladt, og at man i højere grad opfinder fortællinger, fx i form af tegnefilm og andre fiktioner, som handler om noget, der postuleres at foregå på den nordlige halvkugle, mens formålet med at fortælle dem er at rejse penge til at hjælp på den sydlige halvkugle.

- En case, jeg arbejder med nu, er et YouTube-spot, som viser en ung pige i omgivelser, der ligner London. Hun går i løbet af 60 sekunder fra et helt normalt liv til at være del af en borgerkrig, og hendes liv forandres. Det er det pureste opspind, og spottet slutter med at sige: ”Selvom det ikke sker her, kan det godt være, at det sker andre steder”. Og så skal man selv som tilskuer flytte den følelse, som fiktionen til noget virkeligt. Af forskellige årsager går man nu nogle andre veje og prøver at motivere på andre måder, og det synes jeg er interessant. De retoriske virkemidler giver ikke længere sig selv, og den her kommunikative brydningstid er interessant og vigtig at prøve at blive klogere på.

Stafetspørgsmål fra Sune Borkfelt: Du har i en årrække stået bag en ret alsidig, ambitiøs og intensiv sommerskole i narrative studier på Sandbjerg Gods, som helt sikkert har givet mange af deltagerne en del at tænke over. Hvad er de vigtigste erfaringer, du selv har gjort dig i den forbindelse?”

- Ph.d.-sommerskolen (Summer course in Narrative Studies) kører for sjette år i 2018, årligt med cirka 40 deltagere fra næsten ligeså mange universiteter. Cirka 75 % af deltagerne er ph.d.-studerende, resten er postdocs og fastansatte forskere. Det brede emne er fortællinger, og vi trækker folk ind fra forskellige fagligheder. Her kommer folk fra litteratur- og kunstfag, men også fra journalistik, historie, psykologi og sociologi. Vi har keynote speakers med forskellige profiler, og vi vil gerne gå på tværs af etablerede fagfelter og discipliner.

- En erfaring fra sommerskolen er, at man virkelig kan rykke sig ved at invitere folk ind, der siger noget andet, end man selv gør. Og også, at der både er muligheder og begrænsninger i at arbejde på tværs af fagligheder. Nogle gange er der meget vundet ved at gå på tværs, og nogle gange kan der være gode grunde til at lade være.

- En anden erfaring, jeg har gjort mig er, at der er forskellige nationale traditioner for, hvad uddannelse er for noget.Det er meget inspirerende at se, hvor relativt forskelligt folk arbejder, afhængig af om de kommer fra fx Sverige, Tyskland, Polen eller USA. Der er forskellige måder at lave universiteter på, og der er forskellige idéer om, hvad forskning er for noget. Ph.d.-uddannelse er et sted, hvor de forskelle bliver meget synlige, fordi det er der, man skal finde sin stemme som forsker. Sommerkursets møder mellem nationaliteter og faglige traditioner giver et godt udgangspunkt for at tænke over, hvad vi selv synes vi gør, hvad vi faktisk gør og hvad vi gerne vil gøre, når det kommer til at lave forskeruddannelse ved Aarhus Universitet.


Læs tidligere afsnit af Medarbejderstafetten her

Medarbejdere
15210 / i29