Medarbejderstafet: Sune Borkfelt

Hvornår går et dyr fra et være dyr til at blive til kød? I dette interview med Sune Borkfelt, ph.d.-studerende ved Engelsk, fortæller han om sin forskning i vores relationer til dyr, som han fx undersøger ved at kigge på skildringer af slagterier og antropomorfe dyr. Endelig svarer Sune Borkfelt på et stafetspørgsmål om den kødkritiske debat.

24.05.2018 | Johanne Vejrup Nielsen

Sune Borkfelt, ph.d.-studerende ved Afdeling for Engelsk, Aarhus Universitet, står på sit kontor med postkort i hånden.

Sune Borkfelt (Foto: Johanne Vejrup Nielsen).

Navn og titel: Sune Borkfelt, ph.d.-studerende
Afdeling: Engelsk

 

Hvad er dit forskningsområde?

- Jeg arbejder med dyr og repræsentationer i primært engelsksproget litteratur - i øjeblikket især nutidige engelske og amerikanske romaner. Hvor man traditionelt har læst dyr som symboler, arbejder jeg inden for et felt, hvor man ser på samspillet mellem symbolikken og hvordan vi egentlig opfatter dyr i den virkelige verden. Inden for de sidste par årtier er der sket nærmest en eksplosion i antallet af tekster, der forsøger at tilgå dyrs perspektiver eller forholder sig kritisk til vores relationer til dyr. Det er en spændende udvikling, for vi lever jo i et samfund, hvor der er skildringer af dyr allevegne: i reklamer, naturfilm, tegnefilm og børnebøger. Jeg er interesseret i spørgsmål om hvad det gør ved vores opfattelse af dyr og vores måde at agere på i forhold til andre arter.

- Mit ph.d.-projekt, som jeg er ved at afslutte i øjeblikket, handler om skildringer af slagterier som et rum, hvor vi isolerer en voldelig relation, som vi har til visse dyr. Jeg er interesseret i, hvad der sker, når vi i litteraturen møder det her rum, som de fleste af os ikke møder i det daglige. Hvad bruger forfatteren det til? Hvad kan det bidrage med i romaner, som tit handler om noget helt andet? Hvad er det for nogle følelser, det kan bruges til at vække, og hvad siger det om vores forhold til dyr og vores selvopfattelse som mennesker? Der er altid en spænding i en skildring af et slagteri, fordi det er et ubehageligt emne, og det kan føres tilbage til de fleste menneskers hverdag, når de sætter sig ned og spiser.

 

Fortæl om en ting fra dit kontor!

- Det her postkort er en af versionerne af Rembrandts maleri Slagtet okse, og det hænger på min væg lige bag ved min skærm, så jeg altid kan se det. Det minder mig om en af problemstillingerne i det jeg laver: Hvor meget skal der være tilbage af et dyr, for at vi stadig betragter det som et dyr? Inden for mit felt er der et begreb, som hedder den fraværende referent. Vi kan kigge på et stykke kød og spise det uden at tænke på dyret. Dyret forsvinder altså på et eller andet tidspunkt i den proces fra det står i stalden til det ender på tallerkenen. De bøger jeg læser og analyserer har meget forskellige svar på det spørgsmål om, hvornår det holder op med at være et dyr. Er det når du tager skindet af? Eller er det når du flækker kadaveret, så det ikke længere ligner et helt dyr?

- Alle tekster der følger en slagtning har på en eller anden måde et bud på det spørgsmål, i det mindste implicit. Et eksempel kunne være Upton Sinclairs roman The Jungle. Det er måske i virkeligheden den første skildring af et moderne, industrielt slagteri. Det er en klassisk, socialistisk arbejderroman fra 1906, som i høj grad bruger slagteriet som en metafor for, hvor dårligt arbejderne bliver behandlet. Der er nogle ekstremt ulækre scener, hvor slagteriarbejdere fx mister lemmer eller falder i maskineriet og bare ryger med i produktionen. Mange af de senere skildringer af slagterier refererer eksplicit eller implicit tilbage til Sinclairs roman. Og den er ret kendt i USA, fordi den påvirkede tilblivelsen af noget af den første lovgivning om fødevarehygiejne i landet.

- Lige i den roman holder dyret op med at være dyr i det øjeblik det holder op med at skrige, så her er det når det holder op med at give udtryk for sin lidelse – og det er jo interessant, synes jeg. Overordnet er der noget underligt i at man kan stå nede på Naturhistorisk Museum og kigge på en isbjørn, som i virkeligheden kun er en hud, og synes det er et dyr. Men hvis vi så står i en slagterbutik kan der ligge en hel gris, der er skåret ud, og alligevel er det ikke et dyr, men bare et produkt, kød.

 

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på et kapitel  om antropomorfisme til min ph.d.-afhandling. Det er et begreb, der dækker over det at tillægge dyr egenskaber, som almindeligvis ses som værende unikke for mennesker. På den ene side er det vores naturlige respons over for både mennesker og dyr, at vi laver formodninger om hvordan andre har det, som bygger på vores egen viden om at være et væsen, der har en krop, og at være et tænkende, følende menneske. Vi gør det samme i forhold til dyr, baseret på det vi har til fælles med dem, eksempelvis det at have en krop og kunne føle smerte. Samtidig har antropomorfisme været videnskabeligt ildeset i godt og vel 100 år, hvor der har været en tendens til at sige: ”Hvis ikke vi kan bevise, at dyr føler smerte, går vi ud fra, at vi ikke har den viden”. Det kan man læse som et alibi for den måde vi behandler dyr på. Men jeg mener ligeså godt, man kunne vende det om, for hvorfor er det værre at formode for meget om hvad dyr kan føle, end at formode for lidt?

- Når antropomorfisme dukker op som litterær teknik i forhold til slagterier, kan det for eksempel være i tekster, hvor dyret taler og de er på vej til slagteriet eller er ved at blive slagtet. Det er – måske af gode grunde – ikke noget, du finder så ofte, for det bliver let ukomfortabelt, når du har et dyr der ligefrem kommenterer på at blive slagtet, og det kan måske også virke useriøst. Man vil ofte læse dyr som symboler, ikke mindst de antropomorfe dyr som fx i Orwells Kammerat Napoleon (Animal Farm), hvor dyrene overtager en gård og smider bonden på porten. Der er generelt enighed om, at den roman er en allegori for, hvad der skete under og efter den russiske revolution - og det vil være en typisk måde at læse dyr på. Men når de i andre værker er i gang med at blive slagtet mens de taler om deres lidelse, bliver det sværere entydigt at læse dyrene som symboler for mennesker, fordi de gennemgår noget, som dyr gennemgår i virkeligheden, og det kommer meget tæt på.

 

Stafetspørgsmål fra Susan Sencindiver: "Hvilke faktorer er medvirkende til, at kødkritisk debat er et mere udbredt fænomen i dag?"

- Der er en mere udbredt kødkritik nu, og man kan fx se det på, at vi i dag har politiske partier, der sætter kødindustrien på dagsordenen som værende problematisk i forhold til klima og sundhed. Eller når WHO fx advarer om, at visse typer af kød er kræftfremkaldende. Det påvirker også den her slags debatter.

- Et aspekt af debatten, som jeg synes er meget interessant, handler om, hvad det er for en natur vi vil have. For nylig har vi haft en debat omkring vildsvin her i landet, hvor den nu afgåede miljøminister ville opføre et hegn hele vejen langs den dansk-tyske grænse for at forhindre vildsvin i at komme ind i landet. Rationalet er at der er en risiko for at vildsvinene kan smitte tamgrise med afrikansk svinepest, men problemet er, at der er relativt dårlig dokumentation for det, og at man jo så kunne opføre hegn rundt om svinebesætningerne i stedet og lade naturen ved grænsen være. Der er en relativt lille risiko og man vil gå relativt langt, og så er der en masse ting man ikke regner ind, fx at vildsvin rent faktisk kan svømme og gør det i Flensborg Fjord! Det er et eksempel på, at vi tager nogle – i manges øjne – enormt store hensyn til en kødindustri, som påvirker hvad det er for en type natur vi får.

- Et lignende eksempel er den intensive jagt på grævlinge i England, hvor man mener at de kan risikere at smitte kvæg med tuberkulose. Igen er den videnskabelige dokumentation tvivlsom, men man sætter en masse ressourcer af og slår en masse dyr ihjel baseret på en mistanke. Det møder stor folkelig modstand på en helt anden måde end det med vildsvinene herhjemme, og der er folk, der demonstrerer uden for Westminster i grævlingekostumer. Det er et spørgsmål om, hvor meget erhvervet skal have lov til at diktere, hvordan vores fælles natur eller land skal se ud, som spiller en større og større rolle i kødkritikken.


  • Find alle afsnit af Medarbejderstafetten her
Medarbejdere
15210 / i29