Medarbejderstafet: Susan Yi Sencindiver

Susan Yi Sencindiver, videnskabelig assistent ved Afdeling for Engelsk, fortæller her om sin forskning i horrorlitteratur og i kroppens materialitet og feminisme - især relateret til normer omkring moderskab og overgangsalder. Endelig giver hun sit bud på, hvordan man som forsker kan forholde sig til MeToo.

25.04.2018 | Johanne Vejrup Nielsen

Susan Yi Sencindiver, videnskabelig assistent ved Afdeling for Engelsk, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Susan Yi Sencindiver (Foto: Johanne Vejrup Nielsen).

Navn og titel: Susan Yi Sencindiver, videnskabelig assistent

Afdeling: Engelsk

Hvad er dit overordnede forskningsområde?

- Det gennemgående fokus er på køn, seksualitet og feminisme i engelsksproget litteratur, kultur og medier. Jeg arbejder også med gotik og andethed, og i min ph.d.-afhandling for nogle år siden kiggede jeg på dobbeltgængere i 1800-tallets litteratur, også set i forhold til køn.

- Jeg er meget interesseret i feminismer i flertal, og hvad der rører sig inden for feminisme. Lige nu er det aktuelt at undersøge den fjerde bølge, altså den genopblussende interesse for feminisme vi ser i øjeblikket, dens øgede synlighed i den offentlige og politiske bevidsthed samt dens nye kulturelle liv i populær- og mediekultur. Udover den aktivistiske feminisme kigger jeg også på de kønspolitiske aspekter af de forestillinger og narrativer om seksuel- og kønsidentitet, som vi ser i nyere litteratur og medier.

- Et projekt, som jeg har arbejdet på i længere tid, omhandler en forskydning af de seksuelle normer og forestillinger omkring moderskab og overgangsalder. Der har typisk været en stigmatisering tilknyttet seksualiseringen af mødre og modne kvinder. Den stigmatisering er imidlertid ved at blive opblødt i mediebilledet i dag, fx i amerikanske film og tv-serier som Bad Moms, Modern Family, Cougar Town, eller cougar-cub dating websites og celebrity MILFs.

 

- Her ser jeg blandt andet på hvad det er for nogle sociohistoriske betingelser, der gør, at den her opblødning sker. Dels ved at belyse de ideologiske, biopolitiske og kommercielle interesser der ligger bag den større sociale og kulturelle accept, hvor koblingen af sexethed, moderskab og alderdom ikke længere opfattes som uforenelig, og dels ved at undersøge ændringer ikke kun i kultur men også i kropsmaterielle forhold.

Fortæl om en ting fra dit kontor:

- Den her granat har jeg fra min far, som er pensioneret oberst i den amerikanske hær. Det er den eneste interessante ting, jeg har på mit kontor (bortset fra bøger). Der står “complaint department, take a number”, og så skal man hive splitten ud. Min far gav mig den, da jeg skulle til at begynde at vejlede en masse specialestuderende, men der er heldigvis ikke nogen, der har klaget endnu! Egentlig er det jo et dårligt princip, for jeg synes folk skal have lov til at klage. Hvis man undertrykker sin indignation, ender det alligevel med, at noget eksploderer.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Det, der optager mig rigtig meget lige nu, er noget, der hedder nymaterialisme og den materielle vending i litteratur, æstetik og filosofi og dets relevans for køn og mediebilleder af seksuelle identiteter. Inden for feminisme har man overvejende kigget på krop og seksualitet som noget, der er bestemt af kultur. Men med nymaterialismen kigger man på kropslige materialiteter som noget, der ikke udelukkende er bestemt af kulturelle betydninger og sociale udtryk, men har sine egne karakteristiske egenskaber, modstandskraft og agens, og således aktivt interagerer med og delvis former disse betydninger og udtryk. Sådan en nymaterialistisk tilgang kan bruges for at undersøge, hvorledes nutidige skildringer af for eksempel seksuelle normer er betinget af og interagerer med kropsmaterielle forhold. Graviditet, aldring, klimakterie, sundhed og seksualitet indebærer dynamiske fysiologiske processer, som også har deres eget selv-organiserende liv, egen drift og retning.

- Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på en artikel om det materielle i horrorlitteratur, og det handler mindre om køn. Det jeg synes, der gør horrorgenren interessant i denne henseende, er dens forkærlighed for at undersøge kroppens og naturens ublu materielle væsen i makabre detaljer. Uanset om genren skildrer lemlæstede, syge og deforme levende kroppe, eller døde og forfaldne kroppe, så behandler horror kroppen som kød, som en materiel genstand, som formbart, foranderligt materie. Ved at inspicere og forstørre kropsvæv, knogler og sener og ved at vise blod og indvolde, der vælter ud af den opsprættede krop, peger horror gentagne gange på kroppens forstyrrende materialitet.

- Horrorlitteraturens fantasifulde og æstetiske verdner tilvejebringer en slags legeplads, hvor man kan boltre sig med det ulækre og sensuelt opleve de forskellige former, som materiel eksistens kan antage og dens sammenfiltring med menneskeliv. Man kan sige at horrorlitteratur imødekommer og tematiserer kroppens og naturens materielle agens og på den måde anerkender, at kroppen har sit eget liv, der går ud over subjektets kontrol.

Stafetspørgsmål fra Anne Marit Waade: ”Hvordan kan vi som forskere forholde os til #MeToo-kampagnen?”

- Jeg synes, at vi skal forholde os til MeToo både på et professionelt og et personligt plan. Professionelt i vores egenskab af at være kritiske tænkere, som kan bidrage til debatten, og være med til at nuancere den. For eksempel ved at engagere os og forholde os kritisk til dens revolutionerende potentiale, ulemper og efterdønninger.

- På det personlige plan er det, at man tænker over sin egen ageren og sin egen arbejdsplads, ikke kun i vores tilgang til hinanden, medarbejdere imellem, men også i det asymmetriske forhold, der findes mellem undervisere og studerende - især når vi har et flertal af unge kvindelige studerende. Det handler om, at man er sig selv bevidst om og tager ansvar for den autoritetsposition, man besidder som underviser, som ikke bør tages for givet.

- Vi vil jo alle gerne tænke, at vi er professionelle, og at ”MeToo gælder ikke for mig”. Men hvis ikke vi kigger indad, så kan vi måske sidde overhørig, at det sker og kan ske på vores egen arbejdsplads. Der bør være en åbenhed omkring MeToo i vores omgangskreds, så vi bryder tabuet omkring chikane og kønsbaseret diskrimination, netop ved italesættelse, ved at dele erfaringer, og ved at have en dialog om, hvornår opførsel kan opfattes som upassende.

- Hvis jeg selv skal foreslå noget til mine kollegaer, vil det være, at vi ikke kun snakker om den mere åbenlyse krænkende adfærd, men også de mange handlinger, som befinder sig i en gråzone, hvor de ikke nødvendigvis ses af alle som grænseoverskridende. Selvom det er individuelt og kontekstbetinget, hvornår man oplever noget som krænkende, så er det ikke et individuelt problem, men et kulturproblem. Ved at få sat ord på et fænomen, som ikke normalt bliver italesat, kan man netop forholde sig til det, og selvfølgelig gøre noget ved det. Derfor er det vigtigt at snakke om det for at sikre gensidig respekt og en god social omgang med hinanden. I forskningsprogrammet Kulturelle Transformationer har vi en workshop om #MeToo i august, hvor der bliver rig mulighed for dialog.

Medarbejdere
15210 / i29