Medarbejderstafet: Christian Ulrik Andersen

Navn og titel: Christian Ulrik Andersen, lektor i Digital Design og Informationsvidenskab
Afdeling: Digital Design og Informationsvidenskab

Hvad er dit forskningsområde?

- Helt overordnet er jeg en del af det fagfelt, der med tiden er kommet til at hedde software studies. Det favner bredt, men jeg interesserer mig specielt for, hvad en computer er set i et kulturelt perspektiv. Og så forsker jeg i det, jeg kalder interface, som dækker over, at noget både er en repræsentation og samtidig er beregnet. Det vil sige, at computeren både er et instrument, et værktøj og et medie, men samtidig også indeholder tegn og algoritmer, der til sammen er summen af, hvad det er, der foregår inde i en computer – fra at sidde og kode til at møde interfacet som bruger. 

- I dag er computeren ikke længere blot en del af en arbejdskultur, men er også en platform for alle mulige kulturelle udtryk. Den omstilling interesserer mig meget. Vi har bevæget os fra et interface til et meta-interface, forstået på den måde, at selvom interfacet er alle steder, så er der stadig noget, der forsvinder. Grunden til, at vores smartphone er lille, er, at der er rigtig meget af den, der er væk, og som befinder sig et andet sted i netværket – et netværk, der typisk er ejet af et firma. Internettet var engang noget, der blev bygget meget lokalt og personligt op. I dag er meget ejet kommercielt. Så selvom vi via de sociale medier synes, at vi kommer hinanden meget ved, så er vi i den tekniske infrastruktur meget anonyme – ikke-forbundne – overfor hinanden. Det er det, vi kalder ’clouds’. Jeg er meget interesseret i cloud-computing som en usynliggørelse af noget materielt. Et godt eksempel er streaming, der ofte sker på bekostning af brugerens adgang til computeren – han ser kun slutinterfacet. Der er således meget design til brugeren, men hvor blev brugeren egentlig af som en, der er interesseret og bekymret for de infrastrukturer, der er? Hvordan kan den bruger få en rolle igen?

Fortæl om en ting på dit kontor:

- Jeg har valgt at fremhæve en figur, der hører til på mit kontor, som hedder Knock Man. Han er en lille figur i plastik, som kan trækkes mekanisk op, og som kan slå sig selv i hovedet. Har man to Knock Man-figurer, kan man dreje deres arme, så de kan slå hinanden i hovederne. Jeg købte ham for 15 år siden på en Ars Electronica-festival. Jeg passer godt på ham – han bor stadig i sin æske – men han er falmet lidt.

- Jeg kan godt lide at have ham, så jeg kan se ham. Han repræsenterer den automatiserede måde, vi kan finde på at slå os selv og hinanden oven i hovederne på. Og så er han et kunstobjekt. Det er en japansk gruppe, der hedder Meiwa Denki, der har specialiseret sig i at lave nytteløse og ubrugelige produkter, der har produceret ham, og det synes jeg er sjovt. Han er en del af en parodi på industriel produktion i slutningen af det 20. århundrede.

Hvad optager dig mest i dit arbejde for tiden?

- Lige for tiden er jeg ved at færdiggøre en bog, jeg skriver sammen med lektor og ph.d. i digital æstetik Søren Pold, der hedder “Metainterface – the art of platforms, cities and clouds”, som bliver udgivet til foråret. Den handler kort sagt om, hvad den kulturelle computer er i dag. I bogen undersøger vi blandt andet, hvad det er for en kulturindustri, computeren er en del af, og hvordan den rumligt er organiseret. Og så spørger vi, hvordan den kritiske indsigt kan bruges i en designtankegang. Vi beskriver på den måde ikke kun, men vil også komme med konkrete ideer til, hvordan man kan udvikle IT.

- Og så er jeg i øvrigt altid optaget af, at vi som humanister forholder os til computeren. For ellers overlader vi jo kulturproduktionen til ingeniørerne, og det ville da være ærgerligt, nu hvor vi faktisk ved noget om det.

Stafetspørgsmål fra Mads Rosendahl Thomsen: ”Hvordan er (det verbale) sprogs og fortællingens rolle i forhold til interface-forskningsfeltet? Er det med til at sætte nogle nye ting i gang? Eller bliver det klemt i en verden, hvor det grafiske interface dominerer? Hvor er sprækkerne, hvor sproget viser sin betydning?”

- For mig er det ikke enten-eller. Det verbale sprog står ikke i opposition til interface-forskningsfeltet, så på den måde er der ikke noget, der bliver klemt. Der er en forestilling om, at man med ’nye’ medier overvinder repræsentationens problematik. Et eksempel er Virtual Reality, hvor man tænker, at ’nu bliver det som at være der selv’, og hvor det tekstuelle bliver grafisk, som repræsenterer en overvindelse af mediet. Men det er en udvikling, der bevæger sig i bølger. Man tror, at det åbner for nye muligheder at deltage på, men på et tidspunkt opdager man, at det jo bare også er et sprog, som man kan fortælle i.