Medarbejderstafet: Lone Koefoed Hansen

Navn og titel: Lone Koefoed Hansen, lektor i digital design og æstetik 
Afdeling: Digital Design og Informationsvidenskab 

Hvad er dit forskningsområde?

- Jeg arbejder med den måde, vi ser digitale teknologier i kultur og kunst på, og hvordan forskellige projekter undersøger teknologien.

- Der er mange teknologikyndige kunstnere, som bruger teknologier, på en anden måde end vi normalt kender dem. De udstiller teknologierne og viser, hvad teknologierne kan, som vi ikke er klar over, og dermed bliver det en undersøgelse af teknologiernes ideologi.

- Den amerikanske kunster Tega Brain har lavet værker med wifi-routere, som er dem, vi forbinder os til internettet med. Hun arbejder ud fra en ide om, at de fleste brugere opfatter routeren som en neutral kanal. Det er den på sin vis også, men den fortolker også internettet for os, og det er gennem den, man kan censurere ting. Hun har lavet et værk, hvor routerens signalstyrke afhænger af, hvor månen er henne i sin månefase. Hvis der er fuldmåne, er signalstyrken høj, og når der er nymåne, er signalstyrken lav. Tanken er bl.a. at vise, hvordan kultur er bygget ind i al teknologi; her bliver det til, at hvis vi alle sammen gik op i månefaser, ville det muligvis være bygget ind i vores teknologier. Beskueren kan måske ved hjælp af værket overveje, hvilke kulturelle aspekter der er indbygget i vores routere nu.

- De færreste af os tænker over, at der er ideologier i vores teknologier, før det bliver meget tydeligt for os. Når internetudbydere eller skoler sætter filtre på deres internetadgang, så bliver ideologi meget tydelig, fordi der er bestemte ting, vi ikke må se, og så bliver det censur. Det er også en ideologi, at vi altid skal være online. Det bygger bl.a. på en forestilling om et produktivt samfund, hvor alle hele tiden er på. Det er noget af det, man kan få ud af et værk som Tega Brains.

Fortæl om en ting fra dit kontor:

- Det er en strikket mobiltelefonssluse, som min mor har lavet ud fra kunstneren Joe Malias instruktioner. Jeg havde den med til mit ph.d. forsvar for 10 år siden. Den kan bruges som halstørklæde, og hvis jeg er i det offentlige rum og vil noget med min mobil, som jeg ikke vil forstyrres i, kan jeg lige tage den op foran øjnene. Man placerer mobilen for enden af slusen, og så er det kun mig, der kan se, hvad jeg laver på min mobil. Det er en kopi af designværket ”Private Public” (2004), som forholder sig til, hvad det betyder, at vi bruger teknologier i det offentlige rum. Den strikkede sluse viser at vi ofte har en metaforisk sluse på, fordi man ofte kun har fokus på mobilen. Den er sjov, og det er en humoristisk måde at aflevere en kritisk undersøgelse på. Jeg har brugt den gennem årene til at snakke, om det der ellers ofte bliver til sort/hvide diskussioner, såsom at det er skidt at bruge mobiltelefoner, fordi man lukker sig inde i en boble, eller at hvis man skjuler sine handlinger og vil være anonym, så er man nok i gang med noget skummelt. Slusen kan starte mange samtaler om vores brug af mobiler. Rager det andre, hvad jeg laver på min mobil? Hvis jeg skjuler, hvad jeg gør på min mobil, er det så noget skummelt? Er jeg i min egen boble, eller er jeg faktisk tilstede gennem mobilen?

Hvad optager dig mest i dit arbejde fortiden?

- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har læst en hel bog i træk uden, at det var for at vurdere eller anmelde den. Lige for tiden går min tid mere med undervisnings relaterede ting end med forskning, og jeg har ikke ret meget plads til at tænke over, hvad et fremtidigt forskningsprojekt skal handle om. Det er fint nok i en periode, for det er også en del af lektorjobbet, at de ting skal passes. Jeg deltager ofte i forskellige debatter om, hvad teknologi er, og hvordan vi kan forstå den. Det kan være alt fra at være på Folkemødet til at deltage i diskussioner i Facebook kommentarspor, på Twitter eller skrive en klumme. Der er meget, som politikere, medier og befolkningen ikke forstår om teknologi. Digitalisering er fint, men det ændrer også noget for nogen, når vi digitaliserer alt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som forskere deltager i den slags samtaler.

- Jeg har eksempelvis snakket med mine IT-studerende om e-boks. Virker det, og er det godt design? Vi snakker om, at det jo afhænger af, hvem man spørger. E-boks’ brugergrænseflade er måske i sig selv godt design, men det hjælper jo ikke, hvis brugeren ikke kan anvende en tablet eller tør logge ind med NemID. En del ældre mennesker løser det ved at udlevere deres passwords til deres børn, for selvom man kan blive undtaget fra at være digital med det offentlige, så føler mange, at de så bliver til besvær. De vil helst være gode samfundsborgere, men teknologierne er bare ikke designet til, at vi kan logge ind på vores forældres e-boks og kun se udvalgte ting. De kan overgive ingen styring eller al styring til andre, og teknologierne er ikke designet med en tanke på, at det kan ændre magtforhold, således at voksne børn pludselig har adgang til deres forældres private ting. Magtforhold påvirkes derfor af teknologier, selvom ændrede magtforhold ikke er begrundelsen for digitalisering.

Stafetspørgsmål fra Sara Dybris McQuaid: "Mange af mine bedste undervisningsgreb har jeg fra samtaler med dig, Lone - hvordan udvikler du din undervisningspraksis?" 

- Det gør jeg ved at snakke med andre om, hvad de gør og tænke på, hvordan jeg kan gøre det anderledes. Jeg har taget en beslutning om, at det er vigtigt hele tiden at udvikle min undervisning. Det kan være små ting som for eksempel at justere lidt på et peer-feedback format eller at undlade at undervise med slideshow i en måned. Jeg er interesseret i at høre, hvad andre gør, fordi deres overvejelser kan jeg lære meget af, også selvom jeg ikke kopierer dem.

- Det vigtigste for mig er at berøre de studerende på en god måde. Selvom jeg i år kører et kursus for 10. gang, så ændrer jeg lidt på det fra år til år og afprøver nye formater. Mit udgangspunkt er, at dem som er i lokalet er nogen, som jeg skal have til at forstå, at jeg kan hjælpe dem med at forstå ting men ikke lære dem det. Hvis de vil lære noget, skal de arbejde med det selv, og det må jeg prøve at sætte nogle meningsfulde rammer for. Det handler grundlæggende om, hvad undervisning og læring er, og hvilken indflydelse jeg som underviser har på det. Tidligere synes jeg ikke, der var mulighed for at snakke med andre om, hvad der virkede og ikke virkede i en undervisningssituation. Det snakker vi meget mere om i dag på et kollegialt plan, og det gør det nemmere at udvikle min undervisning.