Oversigt over interne midler på IKK 2023-2028

Instituttet står overfor at skulle udmønte en handleplan for den kommende strategiperiode. I forlængelse videreføres de interne puljer i en tilpasset form, der målrettet understøtter strategiske indsatsområder og samtidig fastholder et fokus på at udvikle vægtfordelingen mellem undervisning og forskning ved at satse på at øge indtægterne på forskningssiden.

IKK afsætter i perioden 2023-2028 op til 2 mio. kr. til støtte af forskere, forskningsprogrammer og indsatser målrettet en styrkelse af instituttets strategiske erhvervssamarbejder. Budgetrammen – og dens fordeling mellem puljerne – lægges ikke fast, bl.a. for at sikre fleksibilitet til fordeling af midler samt forhandling med afdelingsledere ved eventuelle frikøb.  Nedenstående estimater er derfor alene indikative.

IKK’s forskningscentre – 300.000 kr.
IKK’s forskningsprogrammer – 1 mio. kr.
IKK’s forskningspulje – støtte til forskningssatsninger – 400.000 kr.
IKK’s forskningspulje – støtte til strategiske samarbejdsprojekter – 150.000 kr.
Løbende pulje til finansiering af individuelle/kollektive aktiviteter – 150.000 kr.

Centrale principper for IKK’s puljer

Ekstern finansiering
Ligesom de tidligere år skal der – hvor det er muligt – søges om ekstern finansiering til afholdelse af aktiviteter og arrangementer, f.eks. konferencer, besøg af gæsteforskere etc.

Enstrenget finansieringstilgang
For at øge transparensen omkring finansiering af aktiviteter på IKK henstilles det, at ansøgere alene søger om midler fra IKK hos én af puljerne og ikke sammenstykker finansieringen fra flere interne puljer/finansieringskilder.

IKK’s forskningscentre

For at understøtte IKK’s forskningsorganisering kan centre søge om op til 10.000 kr. til gennemførelse af konkrete aktiviteter. 

Der kan blandt andet søges om midler til:  

  • Seminarer
  • Workshops
  • Netværksarrangementer
  • Invitation af gæsteforskere
  • Videndeling i forhold til samfundet


I det omfang det er muligt, skal der søges om eksterne midler til gennemførelse af aktiviteterne, f.eks. konferencer, besøg af gæsteforskere etc. Vær opmærksom på, at forskningsgrupper eller individuelle forskere tilknyttet centre eller enheder som udgangspunkt skal søge midler til at gennemføre relevante aktiviteter igennem programmet. Aktiviteter gennemført i regi af forskningsprogrammer skal finansieres gennem programmernes budgetter. 

Hvem kan søge?
Centerledere eller kontaktpersoner ansøger på vegne af center og forskningsmiljø etc. ved fremsendelse af ansøgning til forskningskonsulent Helle Breth Klausen.

Hvordan behandles ansøgningerne?
Ansøgningerne behandles af forskningsudvalget, idet der tages højde for eventuel inhabilitet. Endelig beslutning om tildeling af midler træffes af institutledelsen. Der forventes en sagsbehandlingstid på 3-4 uger. Tilsagn meddeles ved, at bevillingsskrivelse fremsendes til ansøger og afdelingssekretær.

Ansøgningsfrist?
15. november.

IKK’s forskningsprogrammer

Med henblik på at understøtte bottom-up aktiviteter i regi af forskningsprogrammer og -enheder i tilknytning hertil allokerer instituttet hvert år en rammebevilling til hvert program. Bevillingen fastsættes med udgangspunkt i programmets medlemstal. Forskningsprogramlederne har ansvaret for at udmønte rammebevillingen på en måde, der understøtter programmets prioriteter og medlemmernes ønsker i størst mulige omfang.

IKK’s forskningspulje – støtte til forskningssatsninger

OBS – denne pulje udfases i løbet af 2024, idet den har aftjent sit formål; nemlig at skabe opmærksomhed om og give incitament til at søge nogle af de større virkemidler, hvilket er lykkedes. Sidste frist for at søge puljen er 15. juni 2024.

Med henblik på at understøtte målsætningen om at styrke forskningsmiljøernes internationale profil og grundforskningstyngde afsætter instituttet midler til strategiske satsninger, der kan tiltrække flere eksterne forskningsmidler.    

Forskningspuljen yder støtte til forberedelse af ansøgninger til f.eks.  

  • DFF Sapere Aude
  • ERC-grants – Starting Grant, Consolidator Grant eller Advanced Grant
  • Horizon Europe
  • Danmarks Grundforskningsfond    

Hvad kan der søges til?
Der kan søges om midler til internt frikøb (max 150 timer) fra dele af undervisningsforpligtelsen i forbindelse med ansøgninger til ovennævnte virkemidler.

Bevilling af frikøb sker på baggrund af dialog med afdelingsleder og med henblik på at sikre, at forskningsprioriteringerne ikke hindrer en hensigtsmæssig afvikling af instituttets undervisning. Bevilling udløses ved indsendelse af færdig ansøgning til det pågældende virkemiddel og forudsætter, at der gøres aktivt brug af instituttets understøttende tilbud, f.eks. interne review, procesledelse af FSE m.m.     

Hvem kan søge?
Puljen kan søges af forskere ansat ved IKK. Der søges ved fremsendelse af udfyldt ansøgningsskema til forskningskonsulent Helle Breth Klausen.

Ansøgningsfrist?
Vær opmærksom på, at der kun kan søges i foråret i 2024, dvs. med deadline d. 15. juni, grundet en beslutning om at udfase puljen. Det betyder helt konkret også, at ansøgningen, der søges frikøb til at skrive, skal sendes af sted inden udgangen af 2024.

Hvordan behandles ansøgningerne?
Ansøgningerne behandles administrativt af institutleder og viceinstitutleder. Der forventes en sagsbehandlingstid på 2 uger. Tilsagn meddeles ved, at bevillingsskrivelse fremsendes til ansøger og afdelingsleder.

IKK’s forskningspulje – støtte til strategiske samarbejdsprojekter

Med henblik på at understøtte instituttets muligheder for strategiske samarbejdsprojekter er der afsat midler til støtte af initiativer, der ikke nødvendigvis er knyttet til forskningsenheder, -centre eller -programmer.

Hvem kan søge?
Puljen kan søges af alle adjunkter, lektorer og professorer på IKK, der søger nationale eller internationale virkemidler, som kræver et samarbejde med eksterne aktører. Der ansøges ved fremsendelse af kort beskrivelse af den planlagte aktivitet og de estimerede udgifter til forskningskonsulent Helle Breth Klausen.

Ansøgningsfrist?
Løbende

Hvordan behandles ansøgningerne?
Ansøgningerne behandles af institutledelsen. Der forventes en sagsbehandlingstid på 1-2 uger. Tilsagn meddeles ved, at bevillingsmail fremsendes til ansøger og afdelingssekretær.

Løbende pulje til finansiering af individuelle/kollektive aktiviteter

For at understøtte centrale aktiviteter, der ikke gennemføres i regi af forskningsprogrammer, -centre etc., er der afsat en mindre pulje midler, der administreres af institutledelsen.

Der kan bl.a. søges om midler til finansiering af:

  • Invitation af gæsteforskere
  • Samarbejde om ansøgninger
  • Workshops
  • Videndeling i forhold til samfundet

I det omfang, det er muligt, skal der søges om eksterne midler til gennemførelse af aktiviteterne.

Hvem kan søge?
Puljen kan søges af forskere ansat ved IKK. Der ansøges ved fremsendelse af kort beskrivelse af den planlagte aktivitet og de estimerede udgifter til forskningskonsulent Helle Breth Klausen.

Ansøgningsfrist?
Løbende

Hvordan behandles ansøgningerne?
Ansøgningerne behandles af institutledelsen. Der forventes en sagsbehandlingstid på 1-2 uger. Tilsagn meddeles ved, at bevillingsmail fremsendes til ansøger og afdelingssekretær.