Hanne Bruun er ansat ved Afdeling for Medievidenskab og Journalistik her på universitetet. Samtidig med at hun underviste i faget Tv og tv-teori i den digitale æra, var hun på virksomhedsophold hos TV2.
Formålet med opholdet var for Hanne Bruun at få et indblik i, hvordan en public service-leverandør som TV2 arbejder. Hanne Bruun var især interesseret i hvilke overvejelser, der ligger bag tv-netværkets programplanlægning på tværs af kanaler og platforme. Under opholdet fik hun en dybere indsigt i relevante arbejdsprocesser, og hun oplevede at kunne bidrage konstruktivt til indholdsmæssige og organisatoriske refleksionsprocesser hos TV2.
En mulighed for at opdage nye forskningsområder
Hanne Bruun oplevede, at opholdet tilførte hende en langt mere nuanceret forståelse af branchen. I forhold til hendes egen undervisning og forskning gav opholdet dels en større forståelse for de kompetenceprofiler, den specifikke branche efterspørger hos de studerende. Dels opdagede hun nye forskningsområder, som hidtil ikke har været undersøgt.
Erhvervssamarbejdet eksemplificerede, hvordan forskere og branche kan udvikle produktive samarbejder og det gav Hanne Bruun en langt mere nuanceret forståelse af branchen, som man ikke kan læse sig til. Det har efterfølgende resulteret i, at Hanne Bruun har bidraget til interne seminarer og flere gode samarbejdsrelationer.
Virksomhedsopholdet kom i stand gennem en ansat på TV2, som Hanne Bruun tidligere havde samarbejdet med omkring et forskningsprojekt.
Gode råd til virksomhedsopholdet
Som led i arbejdet med at styrke de eksterne relationer til universitetets samarbejdspartnere har fakultetet etableret en indsats, hvor universitetets fastansatte VIP har mulighed for at få et ophold hos en ekstern samarbejdspartner i op til to måneder.
Formålet med virksomhedsopholdet er på den ene side at styrke kendskabet til de arbejdsmarkeder, de studerende uddannes til, og på den anden side at udveksle viden mellem erhvervslivet og den akademiske verden. Virksomhedsopholdet skal ikke opfattes som et feltstudie, der er et led i et forskningsprojekt, men som en mulighed for at blive en aktiv medarbejder i virksomheden og derved få praktisk erfaring.