Michael Mose Biskjær har som underviser på 2. semester af kandidatuddannelsen i Digital Design varetaget flere forskellige forløb med virksomheder som partnere i undervisningen. Han var primus motor bag det første af disse forløb, der kaldes en Design Challenge, og som nu også findes på Informationsvidenskab. En Design Challenge forankres i et designkursus, og så støtter de andre kurser på semestret op omkring dette initiativ, så problemstillingerne tematiseres på tværs af kurserne i hele semestret.
En ekstern samarbejdspartner, typisk en privat virksomhed, præsenterer tre aktuelle problemstillinger, som i tæt samarbejde med semestrets undervisere udvikles og formuleres, så de kan besvares på en projektorienteret måde, hvor læringsmålene i det relevante kursus opfyldes. Problemstillingerne er typisk som temaer eller cases, som de studerende skal arbejde med i undervisningsforløbet. De studerende vælger én af disse problemstillinger (- eller i visse tilfælde en kombination) og arbejder i grupper med dette projekt hele semestret. Samtidig mødes hver gruppe med virksomheden for at modtage feedback, diskutere og stille spørgsmål. Det sker typisk ved midtvejspræsentationen af deres projekter. De studerende bliver også undervist i kunsten at pitche et kreativt koncept, så de alle er klædt på til at lave en kort og fængende pitch til den afsluttende præsentation, som afvikles som en festlig expo med deltagelse af virksomheden, underviserne, de andre projektgrupper og øvrige interesserede studerende og undervisere.
Design Challenge blev kickstartet med et af Europas største designbureauer
Den første Design Challenge på Digital Design blev afviklet i 2015, hvor samarbejdspartneren var Designit – et af Europas største designbureauer, som i sin tid startede i Aarhus. De tre problemstillinger, som Designit præsenterede, var ”future mobility,” ”empowering minorities” og ”supporting patients.” Dengang blev samarbejdet etableret via et personligt netværk. Siden da har virksomheder som Almindelig Brand og Danske Bank været samarbejdspartnere, og flere andre henvender sig ofte med et ønske om at være med. De deltagende virksomheder får gennem samarbejdet belyst relevante temaer og aktuelle problemstillinger i større skala, end de ellers ville have mulighed for, fordi de studerende kan arbejde på en dybdegående, udfordrende og udforskende måde, som virksomhederne normalt ikke kan afsætte tilsvarende mange timer til. Evalueringerne af disse samarbejder viser, at virksomhederne oplever en høj grad af anvendelighed af de innovative og ofte udfordrende koncepter og ideer, som de studerende bidrager med. Danske Bank blev eksempelvis inspireret til at genoverveje hele det etablerede ritual omkring betaling i detailbranchen, herunder de sociokulturelle normer og forståelser, som sjældent udfordres så grundigt, som tilfældet var her.
Michael Mose Biskjærs gode grunde til at arbejde med en erhvervspartner i undervisningen:
Michael Mose Biskjærs gode råd og opmærksomhedspunkter
Som underviser kan man lade en virksomhed eller organisation indgå som en aktiv partner i undervisningen, hvor virksomheden får ansvaret for at præsentere en eller flere konkrete problemstillinger. På denne måde bliver virksomhedens aktuelle udfordringer et konkret empirisk udgangspunkt for de studerendes arbejde med de teorier og metoder, som præsenteres i undervisningen. De studerendes behandling af sådanne problemstillinger kan også danne afsæt for deres eksamen i faget og føje en praksisdimension til undervisningen. De studerende opnår dermed erfaring med at anvende deres akademiske kompetencer ved at bidrage med løsninger til aktuelle og virksomhedsnære opgaver.
Virksomheden kan også inddrages som aktiv sparringspartner for de studerendes arbejde med problemstillingerne i løbet af semesteret og i den afsluttende vurdering af de studerendes slutprodukt, som normalt vil fremstå som et løsningsforslag. Denne type samarbejde kræver et betydeligt engagement fra virksomhedens side. Til gengæld får de studerende desto mere inspiration, viden og virksomhedsnær kontakt.
De studerende lærer dels at sætte sig ind i en virksomhed eller organisations aktuelle og/eller kommende problemstillinger, dels at samarbejde med flere interessenter om et komplekst og virkelighedsnært fagrelevant område. Derudover kan kontakten med virksomhederne give dem et indblik i arbejdsmarkedet og erfaring med, hvordan de kan anvende deres faglighed i løsningen af forskellige typer af akademiske opgaver.